ANNONCE

Corona-tragedie: -Formentlig det yngste offer

2. april 2020 05:37 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Ifølge Reuters er spædbarnet det yngste offer for coronaviruspandemien, der har kostet over 46.000 livet.

Et seks uger gammelt spædbarn er død med coronavirus i USA.

Det er ifølge Reuters det yngste offer for virusset på verdensplan.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Borgmester i byen Hartford, Connecticut, Luke Bronin bekræftede dødsfaldet onsdag eftermiddag lokal tid på et pressemøde, skriver lokalmediet Fox 61.

– Test viste i nat, at den nyfødte var smittet med Covid-19 (sygdommen, man får af coronavirusset, red.). Det er absolut hjerteskærende, siger Luke Bronin.

Connecticuts guvernør, Ned Lamont, kalder det for en “tragisk milepæl”.

– Det er en påmindelse om, at ingen er i sikkerhed for virusset, siger han ved et andet pressemøde onsdag eftermiddag lokal tid ifølge Reuters.

I galleriet ovenfor kan du se Sundhedsstyrelsens 11 corona-råd.

Størstedelen er ældre

Størstedelen af ofrene for coronavirusset har været ældre personer. Særligt Italien og Spanien har været hårdt ramt grundet landenes høje gennemsnitsaldre, skriver nyhedsbureauet AFP.

I de seneste par uger er der blevet registreret flere dødsfald blandt unge.

Blandt de unge ofre er en 13-årig i Frankrig, en 12-årig i Belgien og 13-årige Ismail Mohamed Abdullah fra Storbritannien, hvis familie fortalte, at han ingen sygdomme havde før virusset, skriver AFP.

I den amerikanske delstat Illinois døde et ni måneder gammelt barn tidligere på ugen med coronavirus. Men det er endnu ikke officielt bekræftet, at det var virusset, der var den primære årsag til barnets død, skriver AFP.

I alt er over 213.000 mennesker konstateret smittet med coronavirus i USA. Heraf er over 8000 meldt raske igen.

USA har samlet set over 5000 dødsfald som følge af virusset. Det er tredjeflest på verdensplan, kun overgået af Spanien med over 9000 døde og Italien med over 13.000 døde.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu