ANNONCE

Selskab dropper særligt brændstof

15. januar 2020 15:00 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

På tankstationerne Circle K kan bilister ikke tanke bilerne med E5-benzin mere af hensyn til miljøet.

Efter årsskiftet kan du være én af de bilister, der har kigget langt efter E5-mærkatet, når du har besøgt en af Circle K’s 380 tankstationer rundt om i landet.

Men det er der en grund til, for selskabet har nemlig droppet E5-benzinen af hensynet til miljøet, skriver FDM.

Artiklen fortsætter efter videoen

Vil gå forrest

Den 1. januar blev den nye E10-benzin med 10 procent bioætanol indført som afløser for E5-benzinen. E5-benzinen er efterfølgende ikke at finde på Circle K-stationer mere.

Det er en beslutning, som selskabet har taget med afsæt i klimaet.

– Der er et politisk ønske om, at vi i Danmark reducerer vores CO2-udledning med 70 procent frem mod 2030. Det er en opgave, der kræver stor omstilling i transportbranchen, og som elbiler ikke kan trække alene. Når vi hos Circle K har valgt kun at tilbyde E10-benzin, er det fordi, vi ønsker at signalere, at vi gerne vil gå forrest i den transformation, siger direktør for brændstof hos Circle K, Peter Rasmussen.

Ifølge brancheorganisationen Drivkraft Danmark vil ændringen fra E5 til E10 mindske bilers CO2-udledning med 200.000 årligt.

Ældre biler rammes

Som udgangspunkt er alle biler, der er produceret siden 2011 godkendt til den nye type benzin, men ældre modeller tåler ikke E10-benzinen.

Det betyder, at de ældre biler ikke kan tanke hos Circle K. Dog vil E5-benzinen fortsat kunne fyldes på bilen på Circle Ks lavprisstationer Ingo.

Grunden til, at Ingo fortsætter med benzinen er for at sikre de ældre modeller, der ikke tåler den nye slags benzin.

Det vil dog også fortsat være muligt at tanke E5-benzin på andre tankstationer heriblandt Uno X, Shell og Q8.

Tjek din bil

Det er vigtigt at sætte sig ind i, om din bil kan tåle den nye benzin, for bilen kan tage skade.

– Det er vigtigt, at man sikrer sig, at ens bil kan køre på E10-benzin, inden man tanker. Det kan man gøre på hjemmesiden E10benzin.dk eller ved at kontakte bilmærkets importør. Kan bilen ikke køre på E10, anbefaler FDM, at man fremover tanker E5-benzin med et højere oktantal. Også selvom det er lidt dyrere. Ellers risikerer man skader på bilen, siger leder af FDMs tekniske rådgivning Lone Otto og tilføjer:

– Der sker ikke noget ved, at man kommer til at tanke en smule E10, blot man efterfølgende fylder E5-benzin på. Men har man fyldt tanken med E10, bør man få den tømt. Helt som ved anden fejltankning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu