ANNONCE

Sexchikane er hverdagskost for disse elever

14. november 2019 21:51 | Af: Newsbreak.dk

Hver tredje elev i kokke-, tjener- og receptionistfaget har oplevet krænkelser, viser ny stor undersøgelse.

Sexchikane er hverdagskost for disse elever
Chikane er hverdagskost for mange mænd og kvinder i restaurationsmiljøet. Genrefoto.

“Kan du godt løfte en fondgryde med de store kasser?”

Sådan er kokken Kamilla Seidler blevet spurgt som ung. I restaurationsmiljøet er tonen grov. Sexchikane er hverdagskost. Det skriver Politiken fredag.

– Klager man over det, lyder det: “Du skal ikke være så sippet, sådan har det altid været”, siger hun.

Artiklen fortsætter under videoen

Nu viser en ny undersøgelse blandt kokke-, tjener- og receptionistelever fra Instititut for Menneskerettigheder, at faget har store problemer med sexchikane.

Undersøgelsen er den hidtil grundigste. Den viser, at ofrene ofte ikke forfølger deres sag, tit fordi de ikke ved hvordan, eller fordi de frygter for konsekvenserne.

Konsulent er paf

37 procent af 270 deltagende elever svarer, at de er blevet udsat for krænkende eller grænseoverskridende adfærd. Det kan være kommentarer om tøj, tilbud om sexlegetøj, klap i numsen, kys, at få vist nøgenbilleder, tilsendt porno, uønskede kontaktforsøg eller voldtægt.

– Jeg er ret paf, siger Bjarke Oxlund, der er chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, til Politiken.
– Hør her, vi taler om unge mennesker under uddannelse, der burde være særligt beskyttede.

Hver anden kvinde og tredje mand føler sig krænket

For kvindelige elever er det 51 procent, som svarer, at de er blevet udsat for krænkelser, for mandlige er tallet 30 procent. I tre ud af fire tilfælde er krænkeren en kollega.

Ifølge EU-direktiver og dermed dansk lov er hændelserne formelt set sexchikane. Men knap halvdelen – 46 procent – af de adspurgte, der har været udsat for hændelserne, mener ikke, de har været udsat for sexchikane. Derfor konkluderer instituttet, at 20 procent er udsat for sexchikane.

At kun godt halvdelen ser grænseoverskridende eller krænkende adfærd som sexchikane, kan skyldes, at de ikke er klar over, at sexchikane er ulovligt.

I hvert fald fortæller 27 procent, at seksuelt krænkende adfærd er normalt på
deres arbejdsplads.

Undersøgelsen påpeger, at ansvaret for at bekæmpe sexchikane er delt på skoler, arbejdsgivere og Arbejdstilsynet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu