SF: Politiet har ikke sandsynliggjort brug af masseovervågning

14. maj 2015 09:56 | Af: Berlingske Nyhedsbureau
 
SF: Politiet har ikke sandsynliggjort brug af masseovervågning
SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Foto: Facebook.
SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Foto: Facebook.

SFs retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt. Foto: Facebook.

Politiet mangler adgang til oplysninger om borgernes aktivitet på internettet, lyder meldingen fra Rigspolitiet i torsdagens Berlingske, og det er en bekymring, SF lytter til.

Men det kan ikke komme på tale at genindføre den såkaldte sessionslogning, der forpligtede teleudbyderne til at gemme oplysninger om danskernes trafik på nettet, og som blev afskaffet sidste år, lyder det fra retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

»Vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, om politiet har de redskaber, de skal have. Men jeg synes ikke, at politiet har sandsynliggjort særligt godt med den gamle ordning, at det var nødvendigt at overvåge samtlige danskeres datatrafik. Jeg synes ikke, de har været i stand til at sandsynliggøre, at de fik resultater ud af det,« siger hun.

Rigspolitiets politidirektør, Svend Larsen, siger til Berlingske, at oplysninger om borgernes internettrafik er »helt afgørende« i en sag som eksempelvis terrorattentatet i København 14.-15. februar, hvor politiet forgæves forsøgte at indhente oplysninger om gerningsmandens brug af sin smartphone i løbet af de 13 timer, menneskejagten stod på.

Uden logning kan politiet ikke finde frem til, hvor en mobiltelefon – og dermed en potentiel gerningsmand – fysisk har været, betoner Svend Larsen.

»Det er faktisk et stort problem for os både i den konkrete sag og i andre sager,« siger politidirektøren.

Karina Lorentzen Dehnhardt står dog fast på, at det var en god idé at afskaffe sessionslogningen.

»Selvfølgelig skal vi lytte til politiet, men umiddelbart vil jeg sige, at jeg er glad for, at vi afskaffede sessionslogning. Og hvis det overhovedet skal komme på tale igen, så skal det være et meget, meget mere præcist redskab, som præcist går efter de kriminelle og ikke efter alle danskere,« siger SFs retsordfører.

Svend Larsen erkender da også over for Berlingske, at ordningen i sin tidligere form var ineffektiv, men han understreger, at det er et problem, at politiet i dag er afskåret fra oplysningerne.

Det kræver dog, at politiet kan sandsynliggøre, at overvågningen af internettrafikken er nødvendig, og at den ikke målrettes alle danskere som tidligere, understreger Karina Lorentzen Dehnhardt.

»Hvis man kan lave et meget præcist redskab, som går efter de kriminelle, og som ikke skaber masseovervågning af samtlige danskere, så er jeg sådan set åben over for at kigge på det. Pointen er bare, at man med den gamle ordning loggede samtlige danskeres datatrafik i et helt år, og det, synes jeg, er meget voldsomt. Vi skal gå efter de kriminelle og ikke efter alle danskere,« siger hun.

Den omstridte sessionslogning blev indført i forbindelse med Terrorpakke 2 sidste år og blev afskaffet sidste sommer efter diskussioner om, hvorvidt ordningen kolliderede med EUs charter for grundlæggende menneskerettigheder, og om myndighederne fik mulighed for overvågning på bekostning af borgernes ret til privatliv.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu