ANNONCE

Forårsklar: Sådan får du cyklen op i gear

17. april 2020 21:16 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der findes alverdens produkter på markedet. Men med vand, sæbe, voks og neglelak kommer du rigtig langt i forårsklargøringen af jernhesten.

Har efteråret og vinterens regn og rusk resulteret i ridser og genstridige pletter i lakken, skal du smutte i garagen og på badeværelset for at finde det, der skal til for at udbedre skaderne.

Trænger cyklen til at blive shinet op til en ny sommersæson, skal den først og fremmest vaskes. Gerne med en bilshampoo eller cykelsæbe, som fjerner skidt og snavs, men samtidig efterlader en smudsafvisende hinde.

Alternativt kan du vaske cyklen med sæbevand og en blød børste og så eventuelt smøre den ind i voks, råder cykelmekaniker Jakob Devantier fra Cyklistforbundet.

– Der findes alverdens produkter på markedet. Selv bruger jeg en voks, som egentligt er til biler, men det fungerer også rigtig godt til cykler også, siger Jakob Devantier.

– Det må bare ikke ramme andet end selve lakken på stellet. Kommer det på bremserne, virker de ikke ligeså godt. Så put voksen på en klud, og gnid det ind. Det er noget nemmere at styre, siger han.

Brug sprit

Kommer der voks på bremserne, kan det fjernes ved at gnubbe en klud med husholdningssprit over. Der findes også lakrens og andre typer af midler. Men de er typisk meget krads, pointerer formanden for Danske Cykelhandlere, Karsten Hansen.

– I dag er næsten alle cykler lavet i aluminium. Og de tåler ikke kemi, advarer han.

Er lakken slået helt af, kan du selv lappe det. Området skal først renses med et middel med alkohol i. Er der rust eller oxidering i selve metallet, skal det slibes forsigtigt med fint sandpapir.

Og så kan du faktisk tage bare noget rettelak eller neglelak i samme farve som cykellakeringen og pensle på i et tyndt lag.

– Det fungerer og er billigt. Men mange cykelhandlere har også lidt lak liggende, siger Jakob Devantier.

Du kan også tage ned i det nærmeste byggemarked eller malerbutik og købe klar lak. Det kommer typisk i spraydåser. Spray lidt lak i låget, og dup det forsigtigt på med en lille pensel.

– Det forsegler lakken, så skaden ikke udvider sig, siger Karsten Hansen.

Kæde i olie

Mens stellet skal være smudsafvisende, skal kæden være smurt med olie. Er den ikke det, skal den smøres. Samtidig kan du også tjekke, om kæden er slidt.

– Er den det, skal den skiftes. Og det gælder som regel også tandhjulet, for de hænger sammen, siger Jakob Devantier.

Derefter skal du tage et grundigt kig på bremseklodserne. Er de tværgående spor slidt ned, skal de skiftes.

Hvis du ikke selv er den store cykelmekaniker, er det ofte en god investering i sikkerheden at få en fagmand til den del.

– Vi anbefaler steder certificeret i “Tjekket og godkendt – din cykelfagmand”-ordningen, som er garanti for, at cykelsmedene har den relevante uddannelse, værktøj og viden, siger Karsten Hansen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu