ANNONCE

Sidste chance hvis du vil have pengene

1. december 2020 17:20 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Midnat er sidste chance for at bestille indefrosne feriepenge. 2,2 millioner danskere har allerede bestilt.

Sidste chance hvis du vil have pengene
Sidste udkald for udbetaling af feriepenge. Se længere nede, hvordan du gør. Foto: Scanpix

Ved midnat når tirsdag bliver til onsdag udløber muligheden for at bestille de indefrosne feriepenge til udbetaling.

Det har over 2,2 millioner danskere allerede valgt at gøre.

Se længere nede i artiklen, hvordan du får pengene sendt til udbetaling

Det viser en opgørelse fra pensionsselskabet ATP tirsdag eftermiddag.

Dermed er der foreløbigt blevet bestilt feriepenge for over 51,5 milliarder kroner før skat.

30,9 milliarder kroner af dem er blevet sendt til bankerne til udbetaling efter skat.

I alt er der 60 milliarder kroner, der kan blive udbetalt.

Især de yngre får udbetalt

Det har siden 29. september været muligt at bestille de indefrosne feriepenge.

Ifølge LD Fonde, der forvalter feriepengene, er det især de 20-35-årige, som har fået udbetalt pengene. Samtidig er der en klar tendens til, at folk fra 40 år og op til pensionsalderen lader pengene stå.

Folketingets ønske med at udbetale de indefrosne feriepenge er at give forbruget en saltvandsindsprøjtning for at få gang i økonomien, der har lidt under coronakrisen.

Forbruget steg

De første tre uger efter at det blev muligt at bestille feriepengene, steg danskernes kortbetalinger ifølge tal fra betalingsselskabet Nets.

Sammenlignet med ugerne året før steg forbruget med betalingskort med omkring 10 procent i uge 40 til 42.

Man skal have arbejdet i perioden mellem 1. september 2019 og 31. august 2020 for at have feriepenge til gode.

Det er muligt at få udbetalt op til tre uger af de i alt fem ugers feriepenge.

Flere penge kan komme til

Der skal forhandles om udbetaling af de to andre uger på et senere tidspunkt. Det tegner sig dog allerede et politisk flertal for at udbetale pengene.

Vælger man ikke at få udbetalt sine feriepenge, bliver pengene stående. Man får så pengene udbetalt, når man går på pension.

Fakta

Sådan får du dine indefrosne feriepenge

Sådan får du dine indefrosne feriepenge, der kan bestilles fra tirsdag den 29. september 2020 og frem til den 1. december 2020.

  • Fra tirsdag den 29 september kan du bede om at få op til tre uger af dine indfrosne feriepenge udbetalt.
  • Du skal gå ind via borger.dk/bestilferiemidler
  • Log på med NemID.
  • Vælg ansættelsesforhold. Langt de fleste vil være lønmodtagere, men enkelte grupper vil skulle ansøge via en blanket
  • Herefter kan du se, hvor meget du får udbetalt. Beløbet er før skat
  • Bekræft en Tro & Love erklæring
  • Tryk på ”Bestil feriemidler”
  • Du får en kvittering, og pengene vil blive sat ind på din Nem-Konto
  • Efter få dage modtager du et brev med præcis angivelse af, hvor mange penge du får udbetalt, og hvornår pengene udbetales.
  • Du skal forvente, at der går op til syv hverdage, fra du beder om pengene, til du får dem udbetalt på din konto. Hvis du har særlige ansættelsesforhold og ansøger via blanket kan der gå længere tid.
  • Hvis du har spørgsmål, så kan du læse mere på borger.dk/feriemidler

Kilde: Beskæftigelsesministeriet

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu