ANNONCE

Silkeborg sælger anfører – men til hvem?

26. juni 2020 18:27 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Silkeborg har opjusteret sine forventninger til årets økonomiske resultat efter salg af Mads Emil Madsen.

Silkeborg sælger anfører - men til hvem?
Mads Emil Madsen (nummer 21) har spillet samtlige minutter for Silkeborg i denne sæson. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Superligaklubben Silkeborg har solgt sin 22-årige anfører Mads Emil Madsen. Det oplyser selskabet bag klubben i en pressemeddelelse fredag aften. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvilken klub der fra sæsonens udgang tilknytter den unge midtbanespiller.

– Selskabets dattervirksomhed Silkeborg IF A/S har accepteret et tilbud fra en anden klub vedrørende en transfer af fodboldspilleren Mads Emil Møller Madsen efter den igangværende sæsons afslutning. Tilbuddet er betinget af enkelte forbehold, der alle forventes opfyldt i løbet af den kommende uge, lyder det i pressemeddelelsen.

Det fremgår ikke, præcis hvor mange penge Silkeborg får for anføreren. Det lyder dog, at selskabet bag klubben har ændret sine forventninger til årets økonomiske resultat. Tidligere lød forventningen på -5 til +5 millioner. Det er nu justeret til +5 millioner til +10 millioner kroner.

Ifølge Ekstra Bladet har den unge midtbanespiller vægtet spilletid højt, og derfor er valget faldet på østrigske LASK, der aktuelt ligger nummer to i ligaen på de kanter. Dermed bliver adressen altså Linz, der er landets tredjestørste by, skriver eb.dk.

Mads Emil Madsen har spillet samtlige minutter for Silkeborg i den indeværende sæson. Det er blevet til to mål og seks assister.

Det ligger allerede klart, at Silkeborg rykker ud af Superligaen denne sæson. Silkeborg ligger sidst i nedrykningspulje 1 med 20 point. Holdet har 13 point op til Lyngby, som dermed ikke kan hentes med blot tre spillerunder tilbage.

Silkeborgs næste kamp er mod Sønderjyske lørdag klokken 18.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu