ANNONCE

Simon Grotrian er død, 57 år gammel

15. august 2019 12:09 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Døde onsdag aften.

Simon Grotrian er død, 57 år gammel
Simon Grotrian er død. Foto: Jørgen Ploug/Gyldendal

Lyrikeren og salmedigteren Simon Grotrian fra Lemming ved Silkeborg, er død. Det skriver Midtjyllands Avis og Information. Oplysningen bekræftes via Gyldendal, Grotrians forlag.

Han døde dagen inden udgivelsen af digtsamlingen »Digte«, som udkommer i dag torsdag 15. august. Dødsårsagen var en aneurisme.

Simon Grotrian, som blev 57 år, var en af Danmarks mest anerkendte lyrikere og var særdeles produktiv med mindst en udgivelse om året. Grotrian gav desuden sjældent interviews.

Han debuterede i 1987 med digtsamlingen »Gennem min hånd« og udgav siden en lang række digtsamlinger, salmer og bønner.

Simon Grotrian var som lyriker bredt anerkendt og modtog blandt andet Michael Strunge Prisen, Per Aage Brandt Prisen, Emil Aarestrup Medaljen samt legater og ydelser fra Statens Kunstfond.

I 2005 blev digtsamlingen »Korstogets lille tabel« indstillet til Nordisk Råds litteraturpris.

I 2007 fik han tildelt livsvarig ydelse på Finansloven.

Simon Grotrians stærkt billedskabende sprog er ofte blevet fremhævet som noget helt særligt inden for dansk salmetradition.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu