ANNONCE

Sissel søgte otte gymnasier – endte på niende

16. september 2020 15:54 | Af: Newsbreak.dk

Sissel går i 1.G på et gymnasium, hun desperat prøvede at undgå.

Sissel søgte otte gymnasier - endte på niende
STX-retningen på Aarhus Gymnasium er ikke populær. Arkivfoto: Scanpix

(Citathistorie fra TV2 Østjylland)

“Vi er marionetdukker, der mod vores vilje er blevet placeret i en forestilling. Vi er gidsler i politikernes krampagtige forsøg på at holde liv i en STX-afdeling på Aarhus Gymnasium Tilst”.

Sådan lyder det i et brev til politikerne i regionsrådet i Region Midtjylland og Undervisningsministeriet.

Afsenderen er Sissel Schaldemose Brandt, der går i 1.G på Aarhus Gymnasium, Tilst. Det er ikke med sin gode vilje, hun er der.

Sissel søgte otte andre gymnasier, men hun bor i Sabro vest for Aarhus, og dermed er hun tvunget til at være elev på gymnasiet, der er et resultat af en fusion mellem Langkaer Gymnasium i Tilst og Aarhus Tech.

Endt med forkert retning

Det primære problem ved at blive placeret på gymnasiet i Tilst er, gymnasiet ikke tilbyder en sproglig retning, som er den, Sissel Schaldemose Brandt, er interesseret i.

Det skyldes, at gymnasiet i år kun har modtaget 39 elever på STX. Som et resultat kan gymnasiet kun tilbyde de mest populære studieretninger.

Sissel Schaldemose Brandt sammenligner sin situation med, at man beder en tømrer om at vælge imellem at blive kok, gartner eller frisør.

– Det er meget svært at holde motivationen oppe, også for ikke at droppe ud, siger hun til TV2 Østjylland.

Unge forsøger at snyde

Uddannelsesdirektør for Aarhus Gymnasium, Tilst, Peter Grønlykke, anerkender, at der er et problem.

– Det er problematisk, at vi ikke kan tilbyde vores elever mere. Vi vil rigtig gerne have haft tilført nogle flere elever fra regionen, så vi kunne tilbyde et større gymnasiemiljø, både socialt, men bestemt også fagligt, siger han til TV2 Østjylland.

Gymnasiet i Tilst har i en årrække modtaget færre og færre elever, men en lukning er ikke den rigtig løsning, mener Peter Grønlykke.

Ifølge Peter Grønlykke gør gymnasiet meget for at løse de integrationsproblemer, der er i Tilst, og de problemer vil blot flytte et andet sted hen, hvis man lukker Aarhus Gymnasium, Tilst, lyder det.

Peter Grønlykke oplever, at unge opretter en falsk adresse tættere på andre.

I 2016 kom Langkaer Gymnasium i en mediestorm på grund af en omstridt opdeling af elever efter etnicitet. Målet var at holde på etnisk danske elever, da andelen i 2007-2016 var faldet fra 75 til 20 procent.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu