ANNONCE

Skadet dansk VM-back er meget tvivlsom

20. januar 2021 06:04 | Af: Ritzau Fokus

Landstrænerer Nikolaj Jacobsen regner ikke med, at Jacob Holm kan være med mod Qatar på torsdag

En ankelskade kostede Jacob Holm deltagelsen i håndboldlandsholdets 31-20-sejr over Argentina ved VM tirsdag aften. Og det bliver formentlig ikke den eneste kamp, backen fra Füchse Berlin går glip af.

Landstræner Nikolaj Jacobsen forventer nemlig ikke, at Holms ankel når at komme sig så meget, at han kan stille op i første mellemrundekamp mod Qatar på torsdag.

– Han vred om, og han er meget tvivlsom til torsdag. Måske kan vi have ham med på lørdag. Det må tiden vise.

– Han har ligget på sit værelse med benet oppe hele dagen og var heller ikke med i hallen. Vi håber, at den ro gør, at han kommer sig rimelig hurtigt, siger Nikolaj Jacobsen.

Ikke færdig

Landstræneren frygter ikke, at Holms skade er så slem, at han risikerer at være færdig ved VM.

Han har af samme årsag heller ikke planer om at bede en reserve uden for truppen om at holde sig klar til at flyve til Egypten med kort varsel.

Men han ærgrer sig over, at han efter alt at dømme må undvære den letbenede back mod Qatar.

– Netop i den kamp ville han have været god at have med. Qatars forsvar er fysisk meget stærkt, og Jacobs speed ville kunne have udfordret det, siger Nikolaj Jacobsen.

Ud over Qatar skal Danmark op imod Japan og Kroatien i mellemrunden.

Journalisten anbefaler

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu