Skal Danmark hjælpe patienter fra udlandet?

27. marts 2020 04:47 | Af: Newsbreak.dk

Slesvig-Holsten står klar til at tage imod nære nabolandes coronapatienter, mens Skåne åbner for udveksling med Danmark

Hospitaler i Slesvig-Holsten er lige nu ved at blive gjort klar til at modtage europæiske patienter med fokus på tætte nabolande som Danmark. De første sengepladser står klar, de venter bare på en anmodning om hjælp.

Det skriver Radio4.

– Vi er store tilhængere af at arbejde tæt sammen med vores nabolande,” skriver sundhedsminister i Slesvig-Holsten, Heiner Garg, i en mail til radioen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Flere tyske delstater, bl.a. Saarland og Baden-Württemberg, behandler allerede franske intensivpatienter smittet med corona. De bliver fløjet ind over grænsen i helikopter.

– Europa er ikke blot et ord. Det handler om at være stærke i fællesskab, og hvis man i øvrigt samarbejder politisk, så bør man også hjælpe hinanden i en nødsituation, siger den ansvarlige minister, Theresia Bauer, fra Baden-Württemberg til Radio4.

Hun opfordrer til, at andre grænseregioner i Europa går i gang med at gøre det samme.

EL bakker op

Hos Enhedslisten bakker sundhedsordfører Peder Hvelplund op om udveksling af coronapatienter.

– Vi er fuldstændig åbne overfor at se på muligheden for at stille pladser til rådighed for eksempelvis Slesvig-Holsten. Det er oplagt, at vi udnytter den ledige kapacitet, vi har, rundt omkring hos hinanden.

Liselott Blixt, sundhedsordfører ved Danske Folkeparti, er mere forbeholden.

– Vi skal altid hjælpe, når det kniber, men spørgsmålet er selvfølgelig, om vi kan. Jeg tror ikke, vi skal sige, at vi reserverer 10 pladser til Sverige, og så har vi ikke senge til vores egne.

I Øresundsregionen eksisterer allerede fra tidligere en hjælpeaftale mellem Region Hovedstaden og Region Skåne. Den betyder, at sundhedsvæsenet på begge sider “i en mangelsituation kan anmode om hjælp til eksempelvis intensivpladser“, oplyser Region Skåne.

Sverige er mindre lukket

Selvom aftalen er frivillig, ser lederen af det skånske regionsråd positivt på mulighederne for et samarbejde.

– Hvis der opstår en akut situation i Danmark eller i Skåne, og den anden har ledig kapacitet, skal vi absolut diskutere, hvordan vi kan hjælpe hinanden som de brødrefolk, vi nu engang er, siger Carl Johan Sonesson, leder af regionsrådet i Skåne.

Sverige har på flere områder lukket samfundet mindre ned end Danmark som led i bekæmpelsen af corona.

Og i Region Hovedstaden lyder beskeden om et samarbejde således:

“I en situation, som den vi har i dag, er vi nødt til at sørge for, at danske statsborgere kommer i første række,” skriver Svend Hartling, koncerndirektør i Region Hovedstaden, i en mail til radio4.

Sundhedsminister Magnus Heunicke har afslået at stille op til interview.

I et skriftlig svar skriver ministeriet blot: “Der er ikke på nuværende tidspunkt planer om at modtage patienter fra andre lande i det danske sundhedsvæsen.”

I galleriet ovenfor kan du se Sundhedsstyrelsens 11 coronaråd.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu