ANNONCE

Skal man skylle glas og flasker inden de smides ud?

15. januar 2020 13:43 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det umiddelbare svar er faktisk nej. Du skal dog skrabe det rent.

Skal man skylle glas og flasker inden de smides ud? Det svar har vi forsøgt at finde med udgangspunkt i en almindelig dagligdag. Faktisk er svaret i udgangspunktet nej. Dog kan forskellige faktorer spille ind, og der er også noget, du skal gøre i stedet.

Mikkel Brandrup, der er direktør i brancheorganisationen Dansk Affaldsforening, fortæller Newsbreak.dk, at det helt overordnet handler om, hvem der i sidste ende skal modtage affaldet. Herunder også glas.

– Der kan være lokale kontrakter, der gør, at affaldssorteringen er anderledes i din kommune end i nabokommunen, men vi har sammen med Kommunernes Landsforening og Miljøstyrelsen udarbejdet en række retningslinjer, som er vejledende, siger han.

Derfor skal du sortere glas

Affaldssortering giver rigtig god mening. Det er godt for miljøet, og det sikrer genbrug, der således tærer mindre på ressourcerne. For eksempel glas.

Glas bliver nemlig lavet af meget fint sand, der smeltes. For at lave sandet til glas, kræver det syv gange så meget energi, som det vil gøre, hvis man blot genbruger eksisterende glas. Desuden koster produktionen dobbelt så meget vand.

Alternativt kan gamle flasker og glas bruges i glasuld-produktion. Glasuld sparer energi kontra andre isoleringsmaterialer, der for eksempel indeholder sten.

Skylle glas

I de førnævnte overordnede retningslinjer fremgår det faktisk, at du ikke skal skylle dine glas, inden du kommer dem i glascontaineren. Dog er det vigtigt, at du skraber nutella- eller marmeladeglasset frit for madrester.

Hvor meget, der skal fjernes, før det kan kaldes madrest-frit er op til den enkelte, men i bund og grund handler det om hensyn til det arbejdende folk. Affald som glas sorteres nemlig med håndkraft, og da madrester udvikler skimmel og lignende, skal så meget som muligt fjernes.

– Helt overordnet handler det om, hvem der aftager det. Vi plejer dog at sige “tøm eller resten i håret”. Det skal forstås sådan, at dit glas skal være så rent, at der ikke kommer noget ud af det, men du behøver altså ikke skylle det, siger Brandrup.

Skyller du alligevel dine marmeladeglas, så bør du bruge koldt vand. Desuden arbejder Dansk Affaldsforening for, at de fælles aftaler om ensartet affaldshåndtering landet over bliver implementeret i år 2025.

Opvejer vandet så produktionen?

Hele debatten er interessant, for hvis man alligevel skal bruge vand til at skylle sit affald rent, inden det sendes til sortering, er det så ikke misforstået hensyn? Nej, i hvert fald ikke, når det kommer til glas.

For ved produktion af nyt glas, der altså ikke er genbrug, bliver der faktisk brugt så meget vand, at det næsten ikke kan lade sig gøre at bruge lige så meget, hvis du alligevel vælger at skylle dine brugte glas.

AffladPlus, der står for sorteringen i flere sjællandske kommuner, har blandt andet beskrevet det således (gældende for et rødbedeglas på 200 millileter):

“Det betyder altså, at du stadig kan bruge over en liter til at skylle dit gamle rødbedeglas og så stadig spare vand på den lange bane”.

Kilder: AffaldPlus, Miljøstyrelsen, Affald.dk

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu