Skal moster Oda i Flensborg have sin julegave med posten? Så skal du være ude i rigtigt god tid

23. oktober 2018 15:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Postnord har offentliggjort årets vigtige datoer for julepost - og man skal være ude i god tid, hvis man vil sende sine julehilsener og -pakker til udlandet.

Skal moster Oda i Flensborg have sin julegave med posten? Så skal du være ude i rigtigt god tid
Det er om at være ude i god tid, hvis du skal have sendt pakker og breve til udlandet op til jul. (Foto: Scanpix)

Skal du glæde familien syd for grænsen eller gamle venner i udlandet med en julegave, så er det om at lægge hovedet i blød snarest muligt.

Postnord har nemlig offentliggjort, hvornår man senest skal have sendt sine breve og pakker afsted, hvis de skal nå frem inden jul.

Og skal dine breve og pakker krydse grænsen, så kommer det til at tage sin tid for posten om at nå ud. Pakker til Europa skal nemlig senest sendes afsted den 7. december, hvis du vil være sikker på, at din moster Oda syd for grænsen kan pakke sin gave op juleaften. Det på trods af, at en pakke eller et brev til Tyskland normalt kun er 2-3 hverdage om at nå frem.

Har du fjerne eller nære slægtninge – eller gode venner – udenfor Europa skal pakkerne sendes afsted endnu tidligere; 5. december.

Kan man nøjes med at holde sin pakkepost inden for Skandinavien er der dog godt nyt at hente – pakker til Norge skal ‘først’ sendes afsted senest den 14. december, og sender man til Finland eller Sverige kan man vente helt til den 17.

Breve er endnu længere tid undervejs

Kan man nøjes med en skriftlig julehilsen, ja så skal man nogle steder være ude i bedre tid end med pakker. For skal man have et brev sendt afsted til et andet land i EU – Sverige, Tyskland og så videre – eller Norge, Island og Schweiz, så er sidste chance den 10. december.

For resten af Europa hedder deadlinen 7. december – og vil man sende et brev afsted til en destination udenfor Europa skal man poste brevet senest den 3. december.

Datoerne for pakker og breve, der skal nå frem til jul på Grønland og Færøerne og til udsendte NATO-soldater kan ses hos Postnord HER.

Skal juleposten ud i Danmark? Så skal du huske disse datoer

Der er fire datoer, der er vigtige at huske, hvis du skal sende breve og pakker i Danmark til jul.

Fakta

Vigtige datoer

Mandag den 17. december

Sidste frist for at sende et almindeligt brev, der skal frem inden jul. Brevet skal være på posthuset inden posthusets indleveringsfrist, eller lægges i en postkasse, der ikke allerede er blevet tømt.

Torsdag den 20. december

Pakker til levering hjemme på modtagers adresse inden jul skal sendes fra posthuset senest 20. december.

Breve kan sendes som Quickbreve fra posthuset, så kommer de ud om fredagen, hvor vi har sidste omdeling af breve inden jul.

Fredag den 21. december

Absolut sidste chance for at få en pakke frem før jul, hvis du sender den til afhentning på et posthus.

Lørdag den 22. december

De sidste pakker, som enten er sendt til afhentning på posthuset, eller som vi ikke kunne levere hjemme hos modtager fredag, bliver kørt på posthusene.

Kilde: Postnord.dk

Newsbreak.dk har forsøgt at kontakte Postnord på deres pressetelefon og -mail, men de er ikke vendt tilbage.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu