Skal vi have frivilligt politi?

23. oktober 2019 06:26 | Af: Newsbreak.dk

Rigspolitiet skal se på tysk model med at lade frivillige hjælpe politiet

Justitsminister Nick Hækkerup (S) har på initiativ fra DF bedt Rigspolitiet kigge nærmere på tysk politis erfaringer med at sende uniformerede politifrivillige på gaden med peberspray for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet. Dårlig idé, siger Politiforbundet.

Kan det lade sig gøre at få helt almindelige borgere til patruljere og observere på gader og stræder som politi-frivillige for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet? Sådan lyder en forespørgsel fra Peter Skaarup (DF), der skriftligt har spurgt justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvorvidt man med inspiration fra Tyskland kan etablere en ordning med politi-frivillige i Danmark.

Undersøger mulighed

DF’eren har indsendt spørgsmålet i håbet om, at man som borger i Danmark fremover vil opleve en større tryghed i lokalsamfundene, end man gør i dag, siger han til avisen Danmark:

– Med den her forespørgsel håber vi, at det er noget, man kan gøre brug af for at højne trygheden i samfundet. Vi er meget optagede af, at borgerne kommer tættere på politiet, og at politiet kan løse de opgaver, der er brug for. Derfor mener jeg, at man bør tillade kommunerne at oprette en form for politifrivillige eller hjælpere, som kan skabe en øget tryghed i lokalsamfundet.

Peter Skaarup gør opmærksom på, at det ikke er et gennemarbejdet forslag, han kommer med, men i første omgang en forespørgsel på, om der er mulighed for at indsætte politifrivillige i Danmark, ligesom man altså har gjort i Tyskland, hvor de frivillige, der assisterer politiet, er udstyret med uniform og peberspray.

Minister åben for ideer

Justitsminister Nick Hækkerup oplyser i et skriftligt svar, at han er gået videre med idéen og har bedt Rigspolitiet undersøge de tyske erfaringer nærmere. Det skriver avisen Danmark. Det lykkedes ikke tirsdag avisen at få en uddybende kommentar fra justitsministeren, men Nick Hækkerup skriver i sit svar:

“Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne”.

Peter Skaarup lægger vægt på, at de politi-frivillige ikke skal arrestere og anholde folk, men derimod hjælpe de uddannede politibetjente med at observere og notere, hvad der sker i byrummet.

– De frivillige skal ikke erstatte politiet i lokalsamfundene. Vi har stadig behov for mere lokalpoliti, men eftersom der mangler politibetjente, kunne det være en mulighed for at skabe mere tryghed hos borgerne, at frivillige patruljerede i lokalområdet, siger han til avisen Danmark.

– Jeg tror, at politiet er interesseret i al den hjælp, det kan få, hvis det foregår på en ordentlig måde. Og det tror jeg egentligt også, at borgerne er interesserede i, siger DF’eren.

Råber vagt i gevær

Hos politifolkenes fagforbund, Politiforbundet, frygter man, at en løsning med politi-frivillige kan få alvorlige konsekvenser for de frivillige, da de ikke er ordentligt uddannet til at kunne udøve magtanvendelse. Ifølge formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, løber man en stor risiko ved at lade borgere signalere, at de er en del af politiet.

– Det er en rigtig dårlig idé, at helt almindelige borgere skal gå rundt i gadebilledet som politiassistenter, når de ikke er uddannet til det. Helt overordnet kan jeg godt se en idé i, at borgere civilt kan være politiets øjne og ører. Men jeg kan godt være nervøs for, at det er en farlig vej at gå, så jeg er stærkt stærkt bekymret for, hvis det bliver aktuelt.

Selv om politiformanden ikke kan se nogen idé i at lade politifrivillige komme på gaden i Danmark, vil han ikke udelukke muligheden for, at man kan sende civile frivillige på gaden for at supplere politiet med at indhente informationer.

– Det at få hjælp fra nogle mennesker, man måske endda kunne aflønne for at være vores øjne og ører, vil jeg ikke afvise. Indtil politistyrken igen kommer op på et vist niveau, kunne det sagtens være en mulighed for at supplere politiets arbejde, men at udstyre dem med peberspray og en form for uniform, tror jeg kan give nogle rigtig grimme situationer, siger han til avisen Danmark.

Handler om tillid

Hos de frivillige i Natteravnene, der ligeledes arbejder for at skabe tryghed i nattelivet, afviser sekretariatschef Claus Staunstrup Nilsson tanken om at udstyre de 3000 natteravne med peberspray. Det ville skade tilliden, som de unge har til de frivillige, mener han.

– Det ville vi aldrig tage imod (at gå med peberspray, red.), hvis det blev et tilbud. Det er imod Natteravnenes værdigrundlag, og det ville bestemt gøre det vanskeligere for os at udføre vores mission, siger han til avisen Danmark.

– Vi kan godt råbe folk an, hvis der er optræk til ballade, men vi intervenerer aldrig, og hvis nogen stiller sig an, så fortrækker vi. Hvis det er nødvendigt, så ringer vi til politiet, og så kommer politiet som regel meget hurtigt. Politiet ved godt, hvem Natteravnene er, og politiet ved godt, at vi ikke ringer uden grund, siger Claus Staunstrup Nilsson.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu