ANNONCE

Skjult beskidt? Rengør hjemmets oversete steder

12. april 2020 12:08 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Virus og krasbørstige bakterier boltrer sig ikke kun på toilettet eller i synligt snavs. Det kan også sidde på fjernbetjening, vandhane og skabsskuffer.

Støvsugning, gulvvask og overtørring af flader hører til i en typisk rengøringsrutine.

Men der kan være en del steder i hjemmet, som sjældent ser vand og sæbe, selv om de egentlig kræver det.

Det kan være for eksempel være dørgrebene, køleskabslågen og håndtagene til køkkenlågerne.

– Der er også en tendens til at tro, at vandhanen ikke bliver beskidt, men den skal også rengøres, siger sekretariatschef Lars Münter fra Rådet for Bedre Hygiejne.

Også vaskemaskinen skal i ny og næ køre tomme højvarme-vaske for at slå bakterier og biofilm ihjel.

Colibakterier, stafylokokker, coronavirus, luftvejsinfektioner, norovirus – bedre kendt som Roskilde-syge – og de mange forskellige typer af influenza- og forkølelsesvirus smitter ved slimhindekontakt i øjne, næse og mund eller gennem sår og rifter.

Det forklarer Elsebeth Tvenstrup Jensen, overlæge i klinisk mikrobiologi ved Statens Serum Instituts Central Enhed for Infektionshygiejne.

– Tarmbakterier og norovirus finder man oftest ude på toilettet og de håndtag, den vandhane og skylleknap, man bruger derude, siger hun.

– De øvrige infektioner overføres typisk, hvis man glemmer håndhygiejnen, siger overlægen.

I galleriet ovenfor kan du se den fulde liste over steder, du måske aldrig har gjort rent.

Gør grundigt rent

Derfor er det vigtigt at rengøre de steder, der har hyppig kontakt med flere personer. Ellers kan man risikere at overføre smitte, hvis man for eksempel gnider sig i øjnene efter at have fået bakterier eller vira på fingrene.

Elsebeth Tvenstrup Jensen råder til, at man fjerner snavs og eventuelle bakterier og infektioner mekanisk – altså ved at køre en sæbevædet klud over.

Mens nogle bakterier og vira vil dø af rengøringsmidlerne, er der andre, som ikke er lige så sarte.

– I vores optik er det ikke nødvendigt, og vi anbefaler heller ikke at bruge desinfektionsmidler derhjemme, når bare man gør grundigt rent, siger overlægen.

– Men er der for eksempel norovirus, resistente stafylokokker eller MRSA i omløb, kan man måske overveje at bruge et klorprodukt og spritklude til andre typer virus. Ikke almindeligt husholdningssprit, det er for koncentreret, siger hun.

Foruden bakterier, virus og infektioner kan et støvet hjem give allergigener og et tungt indeklima, tilføjer Ann-Alicia Ilskov, indehaver af rådgivningssiden husmoderen.dk og tidligere husholderske i kongehuset.

– Der samler sig meget støv bag radiatoren, over skabene og langs hjørner og kanter på lofterne. Men det kan nemt fjernes med en støvkost og en støvsuger, siger hun.

– Husk også at lufte ud tre gange om dagen. Og åbn i engang imellem også tøjskabene, så luften trænger derind, råder hun.

Det skal du så ikke gøre

Som en lille bonus har vi her samlet en række rengøringsfejl, mange falder i – især hvis det skal gå lidt stærkt.

Norske Dagbladet har talt med Else Liv Hagesæther, der i mange år har været kendt som lidt af en rengøringsekspert i Norge. Hun råder folk til ikke at bruge opvaskebørsten til forskellige gøremål, der risikerer at gøre den meget beskidt, når den senere skal bruges på rigtigt køkkentøj.

For eksempel bør du ikke vaske blomsterkrukker af med opvaskebørsten.

Du bør heller ikke støvsuge, før du tørrer støv af, selv om det er rart at få overstået den larmende støvsugning.

Ifølge rengøringseksperter bør du heller ikke vaske vinduer i solrigt vejr, for det er dobbeltarbejde, da solen får vandet til at tørre ind og efterlade striber på vinduerne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu