ANNONCE

Skole i opråb: -Da fæe han jen å æ gumme

20. januar 2020 11:24 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Uddannelsesstedet Troldkærskolen har fået stjålet et helt særligt banner.

“Vi æ blæwn “skiel”, å vi gir to gong æ unnen å Jels Voldsted, vinne æ skilt komme hjem. Vinne vi sjell ska finn æ sjuft, da fæe han jen å æ gumme, tæ æ pis det skumme.”

Sådan lyder en hårdtslående efterlysning på uddannelsesstedet Troldkærskolen i Jels’ Facebookside.

Artiklen fortsætter under videoen

For de, der ikke er så velbevandrede udi sønderjysk kan det kort fortalt oversættes til, at Troldkærskolen har fået stjålet et skilt – og fanger de tyven, får han en ordentlig én på gummerne.

Det skal dog – naturligvis – tages med et gran salt, fortæller Danni Mærsk, der er værkstedsleder på skolens Skov & Byg-linje, og forfatter til opslaget:

– Når man bliver bestjålet, hvad gør man så? Skal man være sur og gal, eller forsøge at sende noget humor ud i verden? Vi prøver med det sidste, siger han til Newsbreak.dk.

Han erkender dog, at efterlysningen efter en tur gennem oversætteren godt kan lyde lidt hård i tonen:

– Når det bliver oversat til rigsdansk, så lyder det jo lidt voldsommere, griner Danni Mærsk.

Vi overlever nok

Det stjålne skilt bærer et – igen på sønderjysk – helt særligt budskab. “Sinde gas eller do foe jen å æ dækkel,” står der på det. Slap af eller du får en på hovedet.

Det er i samme lys, efterlysningen skal ses:

– Vi vil gerne gøre opmærksomme på, at det er irriterende – men vi overlever nok uden, siger Danni Mærsk.

Skiltet er dog alligevel så vigtigt, at Troldkærskolen – foruden bank til tyven – også udlodder to måltider på skolens café og restaurant, Jels Voldsted, til den, der kan hjælpe med at få skiltet tilbage til skolen.

Troldkærskolen er et uddannelsessted for bogligt svage unge i alderen 17-25. Den huser en række værksteder for unge, der ikke er erklæret uddannelsesparate, herunder caféen Jels Voldsted.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu