ANNONCE

Skoleder paf efter kontrol: -Børn kan blive kørt ned

20. august 2020 12:27 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Skoleleder ved Rinkenæs Skole har svært ved at forstå, hvorfor bilister bliver ved med at køre for stærkt foran skolen.

Skoleder paf efter kontrol: -Børn kan blive kørt ned
Skoleleder ved Rinkenæs Skole i Gråsten kan ikke forstå, at bilister fortsat kører stærkt så tæt på skolen. Foto: Privat

Der bliver nemlig kørt alt for stærkt på hovedvejen, som skolen grænser op til. Det viser den nyeste fartkontrol foretaget af Syd- og Sønderjyllands Politi.

– Det er et tilbagevendende problem for os, siger skoleleder ved Rinkenæs Skole Ulla Kasia Brommann til Newsbreak.dk.

Skolelederen frygter, at det kan ende galt for skolens elever.

Hvad skal vi gøre?

Den seneste fartkontrol i forbindelse med skolestart viser, at Syd- og Sønderjyllands Politis ATK-vogn har været på overarbejde ved Rinkenæs Skole i Gråsten.

33 bilister blev blitzet for at køre mere end de tilladte 50 kilometer i timen på strækningen. For to bilister gik det så stærkt, at det førte til et klip i kørekortet.

Helt slemt var den for den bilist, der drønede ad hovedvejen med 84 kilometer i timen. Bilisten står til en betinget frakendelse af kørekortet.

Skolelederen ved Rinkenæs Skole har svært ved at forstå, hvorfor bilisterne kører så stærkt.

– Der er sat chikaner op i byen, ved byens start og slutning er der skiltet med, at det er en byzone, og der bliver gjort opmærksom på, at der er børn i området. Hvad mere skal der gøres? Jeg forstår det ikke, siger Ulla Kasia Brommann og fortsætter:

– Vi har tit drøftet i skolens bestyrelse, om vi fra skolens side kunne gøre noget for, at farten blev sænket. Men vi ved ikke, hvad der skulle hjælpe.

Hun forklarer, at de har overvejet at stille sig op til vejen med børn og banner, men omvendt var det heller ikke noget, de ønskede at udsætte børnene for.

Skolelederen forklarer, at der fra skolens side overfor elever bliver påpeget, at de ikke har noget at gøre ved hovedvejen. Skal de derop, skal det være i følge med en voksen.

Desuden er der sat net op, så når der spilles bold, ender en vildfaren bold ikke oppe på hovedvejen.

Elever bliver kørt ned

På trods af det nedslående resultat af fartkontrollen, som Ulla Kasia Brommann flere gange har været ude for, blandt andet i starten af 2018. Hun udtrykte allerede dengang sin fortvivlelse over bilisternes fartså er der lidt, der kan trøste hende. 

– Den eneste trøst – selv om det ikke ligefrem kan kaldes en trøst – er, at vi kun har få elever, der er nødt til at krydse hovedvejen for at komme i skole. Størstedelen af eleverne kommer fra den anden del af byen, siger hun.

Når hovedvejen skal krydses, er der et fodgængeroverfelt med lys samt flere indikationer på, at der kan være børn på vejen.

Skolelederen oplyser, at det er mellem to og tre elever, der skal krydse vejen.

– Men to til tre børn, der bliver kørt ned, er for meget, siger hun.

Skolelederen har også tidligere været inde på, om det er fatale ulykker, der skal til, for at bilisterne kører efter forholdene, når de passerer Rinkenæs Skole.

Med det in mente krydser skolelederen fingre for, at bilisterne begynder at sætte farten ned.

– Vi håber da, at folk snart lærer at køre ordentlig, siger hun.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu