ANNONCE

Skubbede kvinde i døden: Bliver ikke dømt

25. april 2021 20:39 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Protester i Paris, fordi den mistænkte bag drab på jødisk kvinde ikke retsforfølges på grund af hashrus

Skubbede kvinde i døden: Bliver ikke dømt
Demonstranter i Paris protesterer over, at den mistænkte gerningsmand til drabet på en 65-årig kvinde i Frankrig ikke retsforfølges, fordi han var påvirket af hash, da han skubbede kvinden i døden. Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/AFP

I flere byer i Frankrig har der søndag været demonstrationer som protest mod en domstols afvisning af en sag mod en mand, der mistænkes for at have dræbt den jødiske kvinde Sarah Halimi den 4. april 2017.

Den 65-årige Halimi blev skubbet ud af et vindue i sin lejlighed i Paris, den franske hovedstad, af en nabo.

Det var den 27-årige muslim Kobili Traore, der råbte Allahu Akbar (Gud er størst), mens han skubbede hende i døden.

Frankrigs øverste domstol har fastslået, at Traore ikke kan retsforfølges, fordi han var stærkt påvirket af hash og derfor ikke var sig selv.

Han handlede i vildfarelse, var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og ifølge BBC var han under domsafsigelsen indlagt på et psykiatrisk hospital.

Denne afgørelse har vakt vrede hos offerets familie, hos jødiske grupper og mange flere.

Præsidenten blander sig

Afgørelsen har fået præsident Emmanuel Macron til at opfordre til, at fransk lov skal ændres for at sikre, at folk stilles til ansvar for deres handlinger, selv om de er påvirket af rusmidler. Justitsminister Eric Dupond-Moretti siger, at der fremsættes et lovforslag i slutningen af maj.

Siden drabet for fire år siden har Kobili Traore været under psykiatrisk behandling.

Ved demonstrationen i Paris søndag deltog også Christophe Castaner, gruppeformand for Macrons parti, en Marche, i parlamentet.

Oppositionspolitikere var der, og det samme var kendte skuespillere og andre.

Carla Bruni, gift med tidligere præsident Nicolas Sarkozy, var med.

Anne Hidalgo, borgmester i Paris, sagde, at der bliver opkaldt en gade efter Sarah Halimi.

– Det vil være den måde, vi giver hende retfærdighed på, sagde borgmesteren.

Kritik fra flere sider

Jødiske grupper siger, at dommen har gjort det mindre sikkert at være jøde i Frankrig.

I de senere år har der været en række angreb på franske jøder. Angreb, der er begået af jihadister.

I 2012 blev tre børn og en lærer dræbt af en islamistisk gerningsmand i deres skole.

I 2015 dræbte en radikal islamist fire mennesker i et jødisk supermarked.

BBC skriver, at Sarah Halimis efterladte overvejer at prøve at få en domstol i Israel til at retsforfølge Kobili Traore. Det bliver dog besværliggjort af, at Frankrig ikke har for vane at sende deres egne landsmænd til retsforfølgelse i et andet land.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu