Skud affyret i boligområde: Fire personer anholdt

17. august 2018 07:02 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Politiet har natten over været massivt til stede på to lokationer i Esbjerg.

Skud affyret i boligområde: Fire personer anholdt
En bil med et skudhul blev fundet i Esbjerg. Genrefoto: Scanpix

Fire personer er blevet anholdt i løbet af natten til fredag efter anmeldelser om to skudepisoder i Esbjerg. Kun ved den ene er der fundet tydeligt bevis på, at der rent faktisk er løsnet skud, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den første anmeldelse indløb omkring kvart over 22 fra hjørnet af Hermodsvej og Jagtvej i det nordøstlige Esbjerg. Her fandt politiet ingen tegn på skud, men knap tre kvarter senere førte efterforskningen af episoden til en bil parkeret ved Askelunden. Den var påført et skudhul.

Føreren blev indbragt til afhøring på politistationen, mens bilen er sendt til tekniske undersøgelser. Føreren var tilsyneladende ikke blevet ramt af skud.

Newsbreak.dk har uden held forsøgt at få en status på sagen ved Syd- og Sønderjyllands Politi fredag morgen. Det er derfor ikke vidst, hvad føreren har forklaret om skudepisoden. I pressemeddelelsen udsendt kort før klokken 03 fremgår det dog, at fire personer er blevet anholdt.

To personer blev klokken 00.06 anholdt nær Kvaglund Kirke i Esbjerg, mens to personer blev anholdt klokken 00.24 på Fyrrelunden i Esbjerg, skriver politiet.

En halv time efter den sidste anholdelse indløb endnu en anmeldelse om et skyderi. Denne gang på Fuglebakkevej i Esbjerg, men politiet fandt på stedet ingen tegn på, at der rent faktisk er blevet skudt. Det er uvist, om den situation har ændret sig.

Natten over har ordensmagten været massivt til stede på samtlige berørte steder, oplyses det.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu