Skudveksling på åben gade: Kvinde måtte gå i dækning

3. maj 2018 21:52 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu kan seks mænd se frem til tid bag tremmer.

Sådan så der ud i det vestlige Aarhus i juni 2017. Foto: Local Eyes.

3. juni 2017 var bandekonflikten i den jyske hovedstad på sit højeste. I det hele taget var juni præget af flere skyderier og sammenstød mellem bander.

I Bispehaven i det vestlige Aarhus blev der altså skudt 3. juni om aftenen. Og skudt en del.

Se mere video hos Local Eyes.

– Jeg kan sige, der blev skudt flere gange. Så må efterforskningen vise, hvor mange, det er. Det kommer også an på, hvilke våben, der blev skudt med, sagde René Raffo, vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Den efterfølgende efterforskning fik seks bandemedlemmer – alle mænd i 20’erne – bag lås og slå. Og nu er de dømt.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Maskerede bandemedlemmer

På Bisehavevej 3. juni 2017 mødte flere bandemedlemmer maskerede op med skarpladte halvautomatiske våben, som de affyrede mod medlemmer af en anden gruppering.

Ingen af skuddene ramte dog deres mål.

“Men en kvinde, der tilfældigvis befandt sig i området, måtte søge dækning, da hun kom i nærheden af skudvekslingen”, står der videre i pressemeddelelsen.

Skød i offentligt rum

Retten kendte bandemedlemmerne skyldige i at have båret våben og affyret dem under særligt skærpende omstændigheder, da de alle var aktive i en verserende bandekonflikt og skød i det offentlige rum.

Derudover blev de dømt skyldige i at have bragt andres liv i fare med deres handling.

– Jeg er meget tilfreds med, at retten fandt det bevist, at de seks mænd var en del af skyderiet og den verserende bandekonflikt. Politiet har foretaget en lang række vidneafhøringer og gennemset en del videoovervågning for at skaffe beviser i sagen, og det er deres arbejde, der banede vejen for resultatet i retten i dag. Nu ser jeg frem til at se rettens strafudmåling, oplyser Dorthe Lysgaard, specialanlager ved Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

En syvende mand blev løsladt, da retten ikke fandt bevis for, at han var tilknyttet en af de involverede bandegrupperinger.

De seks mænds straf bliver først afgjort ved dom i retten om eftermiddagen 9. maj.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu