Vilde tilstande i Danmark: To dræbt i kugleregn

26. juni 2019 08:53 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

To mænd er døde efter et skyderi i Sennepshaven Herlev tirsdag aften.

Et skyderi i Sennepshaven i Herlev har kostet to mennesker livet.

I den forbindelse beder politiet nu om hjælp.

Tirsdag klokken 17.50 modtog Københavns Vestegns Politi flere anmeldelser om skyderi i Sennepshaven i Herlev.

Da politiet ankom til stedet kort efter, fandt man to mænd ramt af skud.

– Da vi kommer frem finder vi først en hårdt såret mand, som kort efter bliver erklæret død. Et stykke derfra finder vi en anden hårdt såret mand, der bliver bragt til sygehuset, fortalte vicepolitiinspektør Søren Rye tirsdag.

På sygehuset blev han blev erklæret død.

Audi set kørt fra stedet

Vidner har oplyst at en lys stationcar kørte fra gerningsstedet i høj fart efter skyderiet. Kort efter fandt politiet en lys Audi stationcar på Skodsborgvej i Nærum, som politiet vurderer var flugtkøretøjet. Den er stjålet for et par dage siden i København, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Københavns Vestegns Politi hører meget gerne fra vidner der har set bilen køre fra Herlev til Nærum.

Politiet vil også gerne høre fra folk, som har set noget eller ligefrem har optaget fotos eller video i Sennepshaven umiddelbart før og efter skyderiet.

Endnu er det for tidligt at lægge sig fast på et motiv bag skyderiet og derfor efterforsker politiet bredt. I forbindelse med skyderiet vurderer politiet, at der brugt både pistol og automatriffel.

Skyderi i Sennepshaven

Søren Rye kan ikke sige, hvad der gik forud for det voldsomme skyderi i Sennepshaven, eller nøjagtigt hvor mange skud der blev affyret.

– Men der er affyret rigtig mange skud fra både pistoler og automatrifler, siger vicepolitiinspektøren.

De to mænd er ikke endelig identificeret.

Har du oplysninger i sagen kan Københavns Vestegns Politi kontaktes hele døgnet på 43861448.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu