ANNONCE

Slår alarm: Risiko for uhelbredelige sygdomme

11. april 2021 09:21 | Af: Newsbreak.dk

Kvartsstøv fra beton og granit øger risikoen for gigt og en række uhelbredelige sygdomme, viser et stort internationalt forskningsprojekt

Slår alarm: Risiko for uhelbredelige sygdomme
Kvartsstøv øger risikoen for en lang række uhelbredelige sygdomme. Foto: Scanpix

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Det er en god idé at sikre, at udsugningen og værnemidlerne er i orden, hvis du sandblæser, bearbejder og skærer i flint, sandsten, granit og beton på jobbet.

En del af det kvartsstøv, der hvirvler rundt i luften ved arbejdet, består nemlig af små partikler, som ryger helt ned i de mindste dele af lungerne og ophobes, hvis du indånder dem.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det kan føre til en betændelseslignende tilstand i lungerne og uhelbredelige gigt- og bindevævssygdomme, der kan angribe led, spiserøret, nyrerne, lungerne og andre organer.

Især i byggeriet

Det har en række danske, svenske og hollandske forskere dokumenteret i en stor undersøgelse, der er offentliggjort i International Journal of Epidemiology.

– Det er især på arbejdspladser inden for byggeri, anlæg og industri, at de ansatte risikerer at blive udsat for kvartsstøv. Sker det, kan det føre til, at immunforsvaret angriber sig selv. Det er alvorligt, siger læge og ph.d. Signe Hjuler Boudigaard fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, der har stået i spidsen for det internationale studie.

– Lungerne fungerer som en passage til at få støvet ind i kroppen, og derfra kan vores immunceller angribe både lungerne, bindevæv, nyrer og andre organer, siger hun til Fagbladet 3F.

Lidt støv er nok

Signe Hjuler Boudigaard fremhæver, at selv en mindre udsættelse for kvartsstøv kan have alvorlige konsekvenser.

– De fleste håndværkere ved godt, at kvartsstøv ikke er godt og kan give lungekræft og lungefibrose, siger Signe Hjuler Boudigaard.

– Men de færreste ved formentlig, at det også kan give leddegigt, så du i en alder af 40-50 år ikke kan bruge dine hænder, siger hun.

Forskningsprojektet, der er det hidtil største af sin art, er lavet i samarbejde mellem Aarhus Universitet, Arbejdsmedicinsk Klinik og Afdeling for Led- og Bindevævssygdomme på Aarhus Universitetshospital, Göteborg Universitet i Sverige og Utrecht Universitet i Holland.

Det omfatter 1.541.505 mænd og 1.470.769 kvinder fra den danske arbejdsstyrke i årene 1979-2015, hvor i alt 17.000 personer fik en af de såkaldte autoimmune sygdomme, hvor immunforsvaret angriber sig selv og de raske celler i kroppen.

Det hele er blevet sammenholdt med data fra 23.000 målinger af kvartsstøv på arbejdspladser i Europa og Canada.

Høj dansk grænseværdi

Grænseværdien for kvartsstøv i Danmark er i dag dobbelt så høj som i USA, hvor der ifølge Signe Hjuler Boudigaard er fokus på overdødelighed blandt personer, som bliver syge af støvet.

Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk ansvarlig i 3F, mener, at forskernes undersøgelse en gang for alle slår fast, at det kan have store konsekvenser for helbredet og kroppen at indånde kvartsstøv fra for eksempel beton og granit.

– Derfor er det så vigtigt at forebygge, at skaderne sker, at støvet fjernes, hvor det udvikles, støvsuges korrekt og om nødvendigt bruge personlige værnemidler, siger hun.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu