Slår alle rekorder: Internater drukner i kattekillinger

27. august 2019 06:17 | Af: Keld Stampe, ks@newsbreak.dk

Aldrig tidligere er der blevet indleveret så mange kattekillinger til internaterne under Dyrenes Beskyttelse som denne sommer.

At sommerhalvåret er højsæson for indlevering af dyr til internaterne under Dyrenes Beskyttelse, er en kendsgerning. Normalt vælter det simpelthen ind med dyr, ikke mindst katte og kattekillinger. Denne sommer er bestemt ingen undtagelse. Snarere tvært imod. Ved udgangen af juli måned var der indskrevet 1.525 katte og killinger på landets otte internater, og det slår rekorden fra oktober 2014, hvor antallet var 1.246.

– Med alt den fokus Dyrenes Beskyttelse de seneste år har haft på dumping af katte, kan det godt undre mig, at tallet er blevet så højt i år. Men på den anden side, er det positivt, at dyrene i det mindste ender i trygge hænder, når de findes hjælpeløse og uden nogen ejere som vil tage sig af dem, udtaler Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

Han nævner også, at det desværre vidner om en stigende mangel på ansvar, når man anskaffer sig en kat uden først at have gennemtænkt, hvad det koster og kræver. Katte bliver som regel 12-15 år, og hvis man ikke vil have flere, er det vigtigt at få den neutraliseret, inden den bliver kønsmoden.

Et presset personale

Det er Fyns Internat der topper listen. Ud af de 1.525 katte, havde man har fået ved udgangen af juli måned, står Fyn for de 399. Det presser personalet til det yderste.

– I øjeblikket kommer killinger i en lind strøm retur fra deres plejefamilier, hvor de har opholdt sig, indtil de blev gamle nok til formidling. Så hver dag må vi være kreative med at finde ny plads til katte, der er klar til at blive adopteret. Vi har så travlt, at vi ikke engang når at sætte katte op på Dyrenes Beskyttelses hjemmeside, siger Lene Frahm, internatleder på Fyns Internat.

En voksen kat er nemmere

Hun opfordrer derfor folk, der drømmer om et nyt familiemedlem, til at besøge et internat i åbningstiderne i stedet for at kigge på hjemmesiden. Desuden forklarer hun, at voksne katte i øjeblikket bliver valgt fra til fordel for killinger. Det betyder, at de må vente meget længe på et nyt hjem, selv om der er en lang række fordele ved at anskaffe sig en voksen kat i stedet for en killing.

– En kat i den voksne alder er mere rolig, hænger ikke i gardinerne eller vælter potteplanten. De har allerede en veludviklet personlighed sammenlignet med killinger, der kan være mere udfordrende for en ny katteejer.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu