Slap væk: Politiet jagter økserøver

19. september 2017 12:11 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Personalet i Lidl i Sæby blev mandag aften truet med en økse til at udlevere kontanter.

Slap væk: Politiet jagter økserøver
Røveren flygtede til fods fra Lidl i Sæby. Foto: Google Maps

Nordjyllands Politi jagter tirsdag formiddag fortsat en gerningsmand til et røveri mandag aften mod Lidl på Sæbygårdsvej i Sæby. Det oplyser Nordjyllands Politi i sin døgnrapport.

Manden kom omkring klokken 20.15 ind i forretningen. Her truede han personalet med en økse. Han fik et beløb i kontanter med som bytte.

Politiet havde ifølge Nordjyske hundepatruljer rundt i området mandag aften for at forsøge at finde frem til gerningsmanden, men de kunne altså ikke snuse ham op.

Gerningsmanden beskrives som en 170 centimeter høj mand, der havde en sort elefanthue, solbriller, sort læderjakke og sorte bukser på. Han forsvandt efter røveriet i retning mod Sæbygård Skov og Sæbygård Skole.

Politiet vil meget gerne høre fra borgere, der har set noget, eller har andre oplysninger til sagen på telefon 114.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu