ANNONCE

Slave-aber plukker dine nødder

7. januar 2021 17:51 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

Aber holdes som slaver, på trods af den thailandske regering har benægtet det. Se den hjerteskærende video og billeder nedenfor.

Visse thailandske aber lider en skrækkelig skæbne. De holdes nemlig som regulære slaver.

Det afslører PETA Asien nu i en video og på billeder. I videoen dokumenteres det, hvordan de tvinges til at plukke kokosnødder.

Ikke nok med, at aberne henter kokosnødder ned fra kokospalmer dagen lang, så arbejder de også under forfærdelige forhold.

De er bundet i reb, og deres bevægelsesfrihed er tydeligvis meget begrænset. Aberne har ikke andre muligheder end at udføre deres slavearbejde.

De aber, som udnyttes i kokosnød-industrien i Thailand, har simpelthen fået frataget deres naturlige liv.

De bliver taget fra deres naturlige levesteder, lænket om halsen som babyer og får tænder fjernet, hvis de prøver at forsvare sig.

Kokosnødderne havner i kokosmælk, som den thailandske kokosmælk-producent Chaokoh fremstiller. Et kokosmælk-mærke, som faktisk også kan købes i Danmark.

Og det sker, på trods af den thailandske regering har afvist over for offentligheden og importørerne, at de benytter sig af abe-arbejde.

Abernes tvangsarbejde fortsætter

Chaokoh hævder, at de har bedt farmerne holde op med at bruge aber som arbejdskraft, men det er ikke sandt, lyder det fra en farmer. Det viser sig faktisk, at farmerne gemmer aberne, indtil PETA Asiens inspektører er gået.

PETA, som er en amerikansk dyreretsforening, har konstateret, at farmerne på forhånd bliver orienteret om enhver kontrol eller besøg af inspektører, hvilket giver dem tid til at skjule aberne.

Direktøren for PETA, Elisa Allen, slår hårdt ned på abernes tvangsarbejde og den thailandske kokosnød-industris falske inspektioner og tomme løfter.

– PETA opfordrer Chaokoh til at stoppe støtten til denne grusomme industri ved at skaffe deres kokosnødder fra virksomheder, som ikke bruger aber, udtaler hun.

Efter de nye efterretninger stiger presset altså på den thailandske regering. PETA Asien vil have industrien til at tage ansvar for udnyttelsen af aberne og detailhandlen til at afbryde samarbejdet med Chaokoh.

På nuværende tidspunkt har mere end 26.000 internationale varehuse forbudt mærker af kokosmælk, hvor nødderne er plukket af slaveaber.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu