ANNONCE

Slet denne besked med det samme

10. januar 2021 08:50 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Sydbank advarer om en falsk sms, der lige nu er i omløb.

Slet denne besked med det samme
Sådan ser den falske besked ud. Foto: Sydbank

En sms fra svindlere, der udgiver sig for at være fra Statens Serum Institut, er lige nu i omløb.

Det advarer Sydbank om i en pressemeddelelse. Du kan se sms’en over artiklen.

Åbner man linket i beskeden bliver man sendt til en side, hvor man opfordres til at logge ind med NemID og password. Derefter aktiveres telefonens kamera og man bliver nu bedt om at tage et billede af sit nøglekort. Nu har sms-svindlerne de oplysninger, som er nødvendige for at gennemføre forskellige former for misbrug og økonomisk kriminalitet.

Derfor:

– Det er helt afgørende, at man aldrig afgiver personlige oplysninger til nogen, og det gælder i særdeleshed NemID-oplysninger, der kan give adgang til at tømme bankkonti, siger afdelingschef i Fraud , Sydbank, Malene Morsing i en pressemeddelelse.

Kyniske kriminelle

– De netkriminelle er særdeles dygtige. Vi formoder, at der står en større udenlandsk organisation bag, som på kynisk vis benytter sig af angsten for pandemien til at lokke oplysninger ud af folk, som de under normale omstændigheder ikke vil afgive, fortæller Malene Morsing.

Hun beder derfor kunderne om at være ekstra opmærksomme på de beskeder, de får:

– Det er vigtigt at tænke sig om, inden man klikker på links i sms. Har man den mindste mistanke, er det bedst at slette beskeden. Hverken Sundhedsstyrelsen, Statens Serum Institut eller Sundhed.dk vil sende en sms med et link direkte til en login-side, siger hun.

Svar på corona-test sker altid via Eboks, sundhed.dk, coronaprøver.dk, via egen læge eller brev. Er prøven positiv – altså, har man covid-19-virus i kroppen – vil man desuden blive ringet op af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Indkaldelse til corona-vaccination sker altid via e-Boks, et fysisk brev i postkassen eller via egen læge.

I gang siden pandemiens start

Allerede 11. marts 2020 skrev Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse, at flere borgere har modtaget en besked via SMS eller mail, hvori der står, at Sundhedsstyrelsen har sendt dem digital post.

Sundhedsstyrelsen skrev da, at beskeden henviser til en hjemmeside, der ender på .net. Sundhedsstyrelsens rigtige hjemmeside hedder Sundhedsstyrelsen.dk, men det er her vigtigt at understrege, at man godt kan lave et link, der på overfladen går til Sundhedsstyrelsen.dk, men som i virkeligheden henviser til en anden hjemmeside:

Det er derfor vigtigt, at man som borger altid er kritisk, når man modtager beskeder, der giver sig ud for at være fra det offentlige og ikke klikke på links i beskeder, man ikke stoler helt og holdent på.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu