Slikker på is i supermarked: Risikerer fængsel

5. juli 2019 18:44 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Isen blev efterladt i fryseren i supermarkedet.

Del:

Tanken om et menneske, der tager en bøtte is ud af en fryser i et supermarked, fjerner låget, slikker på isen, sætter låget på igen for så at stille bøtten med is tilbage i fryseren, kan måske give en isglad læser eller to mareridt i det næste stykke tid.

Ifølge CBS News er det i hvert fald præcis det, der er sket i byen Lufkin, Texas i USA. Supermarkedet var en Walmart, isen kom fra Blue Bell og kvinden? Hun er efterlyst af politiet, og bliver hun anholdt, står hun til op mod 20 års fængsel for forseelsen, skriver CBS News. Episoden blev fanget på video og lagt online, så det er ikke fordi der mangler beviser for, hvad der skete.

Politiet i Lufkin skriver, at forseelsen fandt sted 28. juni omkring 11.00.

– Vi efterforsker sagen, skriver politiet blandt andet på Facebook.

Her kan man også læse, at det tog et stykke tid, fra politiet blev bekendt med videoen, til man kunne sige, hvilken butik, hændelsen havde fundet sted i. Brikkerne faldt angiveligt på plads 4. juli, da butikken blev identificeret og bøtten med is fjernet fra fryseren.

Det er ikke for sjov

Blue Bell takker på Twitter for, at de blev gjort opmærksomme på videoen, og dermed hændelsen. CBS News skriver, at man hos Blue Bell er helt sikre på, at bøtten med is, der blev åbnet, slikket på og lukket igen, ikke er blevet solgt til en uheldig forbruger.

– Det er ikke for sjov det her, og vi tolererer ikke, at man piller ved vores produkter, skriver Blue Bell i en pressemeddelelse, CBS News refererer til.

– Vi tager det her meget alvorligt, og vi agerer på det som den alvorlige forbrydelse, det er, siger Gerald Williamson, repræsentant for politiet i Lufkin, i en pressemeddelelse.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu