ANNONCE

Sløje børn sendes hjem: Frygter enormt fravær

28. august 2020 22:40 | Af: Newsbreak.dk

Dansk Industri ser ind i et efterår med højt fravær og mener, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer er for restriktive, når børn skal være symptomfri minimum 48 timer efter sygdom.

Sløje børn sendes hjem: Frygter enormt fravær
DI frygter et højt fravær blandt medarbejdere på grund af børn, der ikke kan komme i skole og institution. Modelfoto: Colourbox.

Citathistorie: TV2 Fyn

Efteråret venter lige om hjørnet, og den ru hals og snottede næse truer.

Med faren for coronasmitte oveni, og børn, der derfor tidligst må komme i daginstitution efter 48 timer uden sygdomssymptomer, bliver det en årstid med mange udfordringer og højt forældrefravær i virksomhederne.

Det forudser medlemsdirektør i Dansk Industri (DI) Lars Frelle-Petersen, der derfor ønsker opdaterede retningslinjer fra sundhedsmyndighederne.

– Vi er nervøse for, hvordan efteråret kommer til at se ud, når vi ser et stigende antal børn, der naturligt får forkølelse og andet, blive hjemsendt – også unødigt hjemsendt, siger medlemsdirektøren til TV 2 Fyn.

Foreslår nye retningslinjer

Får de mindste feber, hovedpine, ondt i halsen eller hoste i daginstitutionerne, bliver forældrene kontaktet og barnet hjemsendt. Ifølge sundhedsmyndighedernes retningslinjer må barnet først komme tilbage, når det ikke har haft symptomer i mindst 48 timer.

Hos DI ønsker man at drøfte retningslinjerne om, hvor hurtigt man skal sende hjem, og hvor længe man skal være hjemsendt. Blandt andet foreslår medlemsdirektøren, at hjemsendelsensperioden er afhængig af, hvilke symptomer barnet har.

– Vi bliver nødt til at diskutere med hinanden, hvor grænsen skal gå. Skal man for eksempel sendes hjem på grund af hovedpine? Det vil vi rigtig gerne drøfte med sundhedsmyndighederne, nu hvor vi går ind i et efterår og en vinterperiode, hvor der naturligt vil være flere forkølelser, fortæller Lars Frelle-Petersen.

Fravær får stor betydning

Flere af DI’s 11.700 medlemmer, der beskæftiger knap en halv million medarbejdere, har gjort sig erfaringer med hjemsendelse og hjemmearbejde i løbet af foråret, hvor coronapandemien lukkede landet ned i marts.

Alligevel er medlemsvirksomhederne nervøse for efteråret, der i værste fald kan betyde produktionstab.

– Man bliver hurtigt sendt hjem i dag, og det er klart, at det både for store og små virksomheder har betydning for fraværet. Det kan være mange medarbejdere, det berør, siger Lars Frelle-Petersen.

Opretholdes retningslinjerne, som de er i dag, håber Lars Frelle-Petersen, at man som minimum vil skrue op for testkapaciteten af børn for at imødekomme virkomhederne, der står med fraværet.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu