ANNONCE

Politi på razzia i hele landet

21. september 2020 08:11 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Nu sætter politiet målrettet ind.

Politiet landet over gennemfører fra mandag den 21. september til søndag den 27. september 2020 en målrettet indsats mod hastighedsovertrædelser.

Det oplyser Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Og det er der en god grund til: For høj fart øger risikoen for en ulykke markant og skaber utryghed hos andre trafikanter, og selv en lille overskridelse kan få fatale følger.

Faktisk er der i 62 procent af de dødsulykker, hvor farten spiller en rolle, nemlig en mindre hastighedsoverskridelse, der er en medvirkende årsag.

Derfor vil det være både de store og de mindre hastighedsoverskridelser, som politiet vil notere i denne uge.

– Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:

– Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.

På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du høre retsmediciner Peter Juel Thiis Knudsen fortælle, hvad der sker med kroppen, når man er involveret i en ulykke.

Det er ikke just behageligt at høre på.

Fakta

Hastigheden dræber

• Der er en klar sammenhæng mellem farten på vejene og antallet af dræbte og tilskadekomne.
• For høj hastighed vurderes at være den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.
• 2013 – 2018 omkom 403 personer i en trafikulykke, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt i forhold til hastighedsgrænsen eller forholdene. I 72 procent af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28 procent var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• Ved 80 km/t. kører du cirka 33 meter mens du reagerer, og efter ca. 64 meter holder du stille. Kører du 95 km/t. bruger du yderligere 19 meter på at holde stille ved maksimal bremsning af køretøjet.
• Hvis 2 bilister kolliderer med 80 km/t., vil ulykken i 30% af tilfældene have dødelig udgang. Risikoen fordobles til 60 procent ved en hastighed på 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• Hvis en bilist rammer en fodgænger med 80 km/t. vil ulykken være fatal i 60 procent af tilfældene. Risikoen stiger til 80 procent ved 90 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)
• De fleste dødsulykker i trafikken sker på landeveje. 62 procent af dødsulykkerne på disse veje sker med en hastighedsoverskridelse på mindre end 20 km/t. 38 procent af dødsulykkerne sker med en overskridelse på mere end 20 km/t. (kilde: Rådet for Sikker Trafik)

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu