”Smadrede” Beatles: Legendarisk sanger død

25. marts 2019 10:09 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Sangeren Scott Walker - kendt fra blandt andet The Walker Brothers - er død i en alder af 76.

”Smadrede” Beatles: Legendarisk sanger død
Scott Walker i 1967 - under en tur til Sovjetunionen. (Foto: Scanpix)

Sangeren Scott Walker, født Noel Scott Engel, er død. Han blev 76 år gammel. Det skriver hans pladeselskab 4AD i en pressemeddelelse.

Scott Walker kendes i den brede offentlighed nok især fra sin tid som sanger i The Walker Brothers, hvor han – med blandt andet sin “musikalske bror” John Walker – var et kæmpe navn i 60’erne.

Tilbage i 60’erne var The Walker Brothers, trods det, at de er amerikanske, så store i England, at deres fanklub sågar var større end The Beatles’. Det blandt andet på grund af udødelige hits som The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore og Make It Easy On Yourself, der begge strøg til tops på den engelske hitliste midt under Beatle-mania.

Walker har på et tidspunkt i 60’erne og 70’erne boet i København med sin dengang danske kæreste Mette Teglbjærg. Det mundede i ’69 blandt andet ud i sangen Copenhagen fra den tredje soloplade.

Gik sine egne veje

Livet som superstjerne viste sig dog ikke at være noget for Scott Walker, der forlod rampelyset, da bandets succes ebbede ud i 1968.

Uden for det helt store rampelys udgav han solopladerne Scott, Scott 2, Scott 3 og Scott 4 i perioden fra 1967 til 1970. De fastholdt ham ikke i rampelyset, men er vidt og bredt anerkendt for hans imponerende stemme.

Siden holdt Scott Walker en lang, lang pause – et comeback til The Walker Brothers i slutningen af 70’erne fraset – frem til 90’erne, hvor han dukkede op endnu mere eksperimenterende end nogensinde før.

Han har siden da nydt en stor stjerne i smallere musikalske miljøer, hvor han har vundet stor hyldest for hans både uhyggelige og visuelle kompositioner.

I 2017 hyldede BBC sangeren ved en koncert i Royal Albert Hall i London.

Scott Walker efterlader sig datteren Lee, barnebarnet Emmi-Lee og sin partner Beverly.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu