ANNONCE

Smal sejr i pokalsemifinale

8. april 2021 18:26 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

FC Midtjylland vandt i en tæt kamp 1-0 over Sønderjyske og har gode chancer for en plads i pokalfinalen

Smal sejr i pokalsemifinale
FC Midtjylland slog SønderjyskE 1-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

FC Midtjylland har gode chancer for en plads i årets finale i Sydbank Pokalen, da holdet hjemme i Herning torsdag slog Sønderjyske med 1-0 i den første af to semifinaler.

I et jævnbyrdigt og ganske intenst opgør fik hjemmeholdet afgjort kampen tidligt i anden halvleg, hvor Sønderjyskes defensiv ikke var opmærksom på et frispark, hvilket tillod FCM-angriber Sory Kaba at afgøre kampen.

Gæsterne spillede ellers godt med og havde flere muligheder for at få scoret et vigtigt udebanemål, men manglende skarphed, og en velspillende Jesper Hansen i FCM-målet blev afgørende for kampens udfald.

Opgøret bød på en tempofyldt start, hvor gæsterne var godt med og indledningsvis kom til de bedste chancer.

Spillet fungerede ikke for hjemmeholdet, som dog kom til en pæn chance efter knap en halv time, hvor højrebacken Japhet Sery headede lige forbi mål.

Chancen blev startskuddet på en bedre periode for FCM, men mål før pausen blev det ikke til.

Så kom målet

Få minutter inde i anden halvleg kom FCM i front, da angriberen Sory Kaba udnyttede et passivt Sønderjyske-forsvar og nemt sparkede en dyb frisparksbold fra midtbanespilleren Evander i nettet til 1-0.

Fakta

FC Midtjylland

FC Midtjylland (FCM) blev stiftet i 1999 som en overbygning mellem Herning Fremad og Ikast fS.

Begge klubber lå på daværende tidspunkt i 1. division, men klubben rykkede i 2000 op i første forsøg, og har siden da i den grad sat sit præg på Superligaen.

Klubben vandt sit første mesterskab i 2015, og har med yderligere to mesterskaber siden da bidt sig fast som hovedudfordrer til FCK i kampen om mesterskaberne i dansk fodbold.

FCM spiller sine hjemmekampe på MCH Arena i Herning, hvor der er plads til 11.432 tilskuere.

Danmarksmesterskabet

Guld (3): 2015, 2018, 2020

Sølv (3): 2007, 2008, 2019

Bronze (5): 2002, 2005, 2012, 2014, 2016

Pokalturneringen

Guld (1): 2019

Sølv (4): 2003, 2005, 2010, 2011

Kilde: fcm.dk/Wikipedia

Efter scoringen var gæsterne flere gange tæt på en udligning, men skarpheden svigtede for de forsvarende pokalvindere, mens FCM-kantspilleren Anders Dreyer kom til en gylden chance for at score til 2-0, men brændte i fri position.

FCM-defensiven holdt stand, og før returopgøret i Haderslev på torsdag i næste uge må holdet betragtes som favorit til avancement til finalen.

 

 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu