Smarte dimser åbner for ny type overvågning

12. juni 2019 11:59 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Data fra smartphones kan styrke sundhedsvæsenet, lyder det fra Dansk Industri i samarbejde med regionerne. Hos Etisk Råd er man ikke kun begejstret.

Smarte dimser åbner for ny type overvågning
Dansk Industri og Danske Regioner vil undersøge mulighederne for at bruge de data, som borgerne opsamler om sig selv ved eksempelvis deres telefoner. (Arkivfoto). Foto: Lionel Bonaventure/AFP

Det er ikke kun store virksomheder, der kan bruge de data, som vores elektroniske udstyr indsamler på en almindelig dag.

For den data, en smartphone indsamler i lommen på sin bruger, kan få stor betydning i hænderne på det danske sundhedsvæsen.

Det vurderer Stephanie Lose (V), der er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Syddanmark.

Regionerne er gået sammen med arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri og har iværksat ni initiativer for sundhedsvæsenet i en digital tidsalder.

De vil blandt andet undersøge mulighederne for, at brugeropsamlet data kan blive brugt til bedre sundhedsløsninger.

– Der er rigtig mange borgere, der går rundt med telefoner, ure eller andre former for digitale devices på sig og opsamler data.

– Det kan være data om, hvor meget vi går, hvad vores puls er, og nogle kan måle på hjerterytme, siger Stephanie Lose.

Det er svært at skaffe nære data

De helt nære brugerdata er svære for sundhedsvæsenet at skaffe på et meget præcist niveau i stort omfang.

Tallene vil være en stor fordel, når man skal behandle borgerne og lave forebyggende sundhedsarbejde, vurderer formanden.

– Derfor er det vores håb, at man kan bruge det til at udvikle mere præcise og skræddersyede løsninger til den enkelte patient, siger Lose.

Initiativet lægger vægt på, at brugeroplysningerne skal samles og tilgås samtidig med, at der tages højde for datasikkerhed.

Men Lose påpeger, at mange af de data, som sundhedsvæsenet efterspørger, er nogle, som borgerne allerede deler med selskaber som Google og Apple.

Det er både godt og skidt

Hos Etisk Råd kan man se åbenlyse fordele for behandlingen i sundhedsvæsenet, hvis lægerne kunne bruge den statistik, som mange danskere indsamler på apps på deres telefoner om alt fra motionsvaner og søvnrytme til spisevaner og blodtryk.

Men samtidig rejser det en række dilemmaer om, hvor oplysningerne i sidste ende havner, og om folk får en viden om deres egen sundhed, de slet ikke ønsker.

Sådan lyder det fra Anne-Marie Axø Gerdes, der er formand for Etisk Råd.

– Der er fordele og potentiale i at bruge de oplysninger, som patienter selv indsamler. Det kan bruges til at fremme sundheden.

– Men samtidig står der en række etiske dilemmaer i kø, der skal løses. Det er vigtigt, at der er åbenhed omkring det, så man ved, hvad ens data bliver brugt til, og det skal være muligt at sige nej til at dele sin data, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

Er det sikkert?

Samtidig påpeger hun, at der er en uløst udfordring med at sikre, at den data, som borgerne indsamler om sig selv, er af god nok kvalitet, og hvem der adgang til den.

Anne-Marie Axø Gerdes frygter et scenarie, hvor en sammenkørsel af ens data kan blive brugt til at lave en sundhedsprofil – for eksempel at man har særlig stor risiko for en bestemt sygdom – som man ikke ønsker at kende til.

– Det er forskelligt, hvor meget vi ønsker at vide om vores egen fremtidige sundhed.

– Nogle vil gerne vide noget, og andre vil hellere leve i uvidenhed. Det skal vi kunne respektere, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

Du kan ikke tvinges

Hun mener ikke, at man skal være forpligtet til at dele data, selv om Danmark har et offentligt betalt sundhedsvæsen.

– Vi lever et i samfund, hvor vi er solidariske over for hinanden på mange leder og kanter og for eksempel drager nytte af et offentligt sygehusvæsenet.

– På den måde kan man godt argumentere for, at vi har en forpligtelse til at udøve solidaritet ved at stille vores data til rådighed. Men samtidig skal der være åbenhed og mulighed for at vælge det fra, siger Anne-Marie Axø Gerdes.

Etisk Råd er i øjeblikket ved at udarbejde en redegørelse om brugen af data fra teknologi – for eksempel smartphones – i sundhedsvæsenet.

Den er efter planen klar på den anden side efter sommerferien.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu