ANNONCE

Smitten blusser op: Beijing lukker alle skoler

16. juni 2020 17:52 | Af: Ritzau Fokus

Alle skoler i Beijing, Kina, lukker igen efter genopblussen af coronavirus, oplyser myndigheder ifølge AFP.

Alle skoler i Beijing, Kinas hovedstad, lukker igen efter genopblussen af coronavirus.

Beijings uddannelseskommission har tirsdag beordret, at samtlige af skolerne i hovedstaden lukker.

Kommissionen oplyser, at alle skoler fra onsdag skal gå tilbage til onlineundervisning. Universiteter bør også suspendere den fysiske undervisning, lyder det.

Madmarked i centrum

Mere end 100 smittetilfælde med coronavirus er blevet bekræftet i Beijing den seneste uge.

Det betragtes som en genopblussen af coronavirus i byen, sagde Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mandag.

De nye sager knytter sig til et madmarked ved navn Xinfadi i millionbyen og har i forvejen fået dele af Beijing til at lukke ned igen. Det gælder blandt andet sport- og kulturinstitutioner.

Hovedstaden har 21 millioner indbyggere.

Frygten stiger

Mere end 8000 fra madmarkedet er blevet testet, og man regner med, at omkring 200.000 mennesker har besøgt markedet siden 30. maj. Beijing forsøger at spore og teste disse, blandt andet ved hjælp af metoden med at gå fra dør til dør.

Udbruddet kommer, efter at Kina i vid udstrækning har sagt, at det havde coronavirus under kontrol.

Beijings udbrud forstærker den globale frygt for en anden bølge af virusset, efter at flere lande over hele verden har sat gang i en genåbning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu