ANNONCE

Smitten er eksploderet her

29. december 2020 16:01 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Smitten på de danske plejehjem er kun gået en vej de seneste 10 uger.

Smitten er eksploderet her
Plejehjemsbeboere landet over bliver vaccineret. Arkivfoto: Scanpix

Det ser rigtig skidt ud for smittespredningen i Danmark generelt. Kontakttallet, der godt nok er behæftet med en del usikkerhed på grund af jul, er beregnet til at være 1,2. Det betyder, at epidemien er tiltagende.

Udviklingen mærkes også på de danske plejehjem, hvor mange af de ældste og svageste i samfundet bor. De seneste 10 uger er det gået støt op ad begge med antallet af bekræftede smittetilfælde blandt plejehjemsbeboere.

Af Statens Serum Instituts (SSI) seneste opdatering af de mere dybdegående Covid-19-data, som finder sted hver tirsdag, kan det 29. december udledes, at der i uge 41 var 13 bekræftede smittetilfælde blandt plejehjemsbeboere i Danmark.

Uge 52 er netop blevet opgjort, og her er tallet så 391. Det vil sige, at knap 19 procent af det samlede antal smittetilfælde på plejehjem i Danmark er fundet i uge 52 alene. Ugen før blev 312 smittetilfælde bekræftet.

De dør også af det

Som sådan bør det ikke være nyt for nogen, at coronavirus og den medfølgende sygdom Covid-19 overordnet set er værst for de ældste og de med kroniske, livsnedsættende sygdomme. Derfor er det nok heller ikke nogen overraskelse, at det stigende antal smittede blandt plejehjemsbeboere også kan aflæses i dødsfalds-statistikken.

440 plejehjemsbeboere er døde fra og med uge 11. De 62 døde mellem 21. og 27. december. Det er en trist rekord. 1226 danskere er per 29. december døde med Covid-19 i alt. Det vil sige, at deres død kan direkte forbindes med coronavirus. Det har ikke nødvendigvis været den direkte dødsårsag, men den har ifølge myndighederne været medvirkende.

Ifølge Statens Serum Institut er der 942 plejehjem i Danmark, og på de 310 er der bekræftet smittetilfælde siden uge 11. Det var ellers meningen, at Covid-19 skulle holdes ude af plejehjemmene, fordi de ældste bliver hårdt ramt. Det gik også nogenlunde i sommer og efterår, selvom der var mange smittetilfælde blandt unge.

Samlet var 116 af landets plejehjem ramt af coronavirus i sidste uge.

Bliver vaccineret

Det er også beboerne på landets plejehjem, der skal vaccineres som de første, har myndighederne oplyst i forbindelse med, at Covid-19-vaccinen fra Pfizer/BioNtech er blevet godkendt af EU-kommisionen.

Vaccinen blev taget i brug søndag på fem plejehjem forskellige steder i landet, og det er planen, at vaccinationen af plejehjemsbeboere og det personale, der er mest udsat for selv at sprede smitten til de ældre og sårbare, fortsætter i raskt tempo. Der kommer løbende vaccinedoser til Danmark.

I Region Hovedstaden er det planen, at alle beboere, der ønsker vaccinen, vil have modtaget den første del af vaccinen senest 14. januar. Det har Jonas Egebart, chef for regionens vaccinetaskforce, oplyst på Twitter.

På samme måde er det planen, at alle plejehjemsbeboere i Region Nordjylland, der måtte ønske vaccinen, vil have modtaget det første prik senest 17. januar. Det har Jan Nybo, chef for regionens covid-19 indsats, oplyst, skriver Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu