ANNONCE

Smittetal: Det højeste i knap to måneder

6. august 2020 14:43 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det går opad.

Smittetal: Det højeste i knap to måneder
Sundhedsstyrelsen har fornylig ændret sin anbefaling, så det nu anbefales at bruge mundbind i offentlig transport, når der ikke kan holdes afstand. (Arkivfoto)(Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Der er registreret yderligere 121 coronatilfælde i Danmark det seneste døgn. Det fremgår af tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed fortsætter smitteantallet med at stige. Onsdag viste tal, at der var registreret 112 nye smittetilfælde, mens tallet tirsdag var 77.

Torsdagens nye smitteantal er det højeste siden 8. maj, hvis der ses bort fra mandagstal. Her offentliggøres også smittetal for den foregående weekend.

8. maj blev der registreret 135 nye tilfælde af coronavirus. Her afgik otte personer smittet med virusset ved døden.

121 smittede er isoleret set ikke skræmmende højt. Det vurderer Christian Wejse, epidemiolog og afdelingslæge ved Aarhus Universitetshospital.

– Men det er jo højere, end det har været i et stykke tid. Vi skal tilbage til starten af maj for at finde tal i den størrelsesorden.

– Det er udtryk for, at vi er på en stigende kurve, og at det ser ud som om, at det stiger gradvist, siger Christian Wejse.

Fakta

Anbefalinger til personer i risikogrupper

Forebyg kontaktsmitte – sørg for ekstra god hygiejne

– Vær særlig opmærksom på håndhygiejne, når du har rørt typiske kontaktpunkter, som anvendes af mange i det offentlige rum, fx dørhåndtag i butikker, elevatorknapper, dankortterminaler, hæveautomater, håndtag i busser, armlæn på restaurant- og cafestole mv.

– Undgå at røre din næse, mund og øjne, hvis du ikke har rene hænder, da virus typisk smitter fra hænderne til slimhinderne i næse, mund og øjne – men ikke gennem huden.

– Vær særlig påpasselig med hygiejne og rengøring i hjemmet. Rengøring foretages med almindelige metoder og rengøringsmidler, men ekstra hyppigt og grundigt.

– Tal åbent med dine nærmeste pårørende om deres omgangskredse og ’bevægecirkler’, så du kender risikoen ved at give kram til dem.

– Du kan godt give kram til dine allernærmeste, fx partner, børn og børnebørn, men undgå håndtryk, kindkys og kram til andre end dine nærmeste pårørende.

Forebyg dråbesmitte – hold afstand

– Bed andre om at tage hensyn ved at holde afstand.

– Undgå særligt længerevarende ansigt-til-ansigt kontakt.

Begræns situationer hvor du udsættes for smitte

– Undgå samvær med personer, som har symptomer, der kunne være COVID-19, også børn og børnebørn.

– Undgå steder med mange mennesker, fx offentlige transportmidler i myldretiden. Lav dine indkøb når eller hvor, der er færrest i butikkerne

– Overvej din deltagelse i sociale arrangementer og fritidsaktiviteter i forhold til smitterisiko. Bed om hjælp til at aktiviteter gennemføres på en forsvarlig måde.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Den seneste tid er særligt Aarhus blevet hårdt ramt af coronavirus, hvilket torsdag fik borgmester Jacob Bundsgaard (S) til at holde et pressemøde om situationen.

Her fortalte Charlotte Hjort, enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed, at der det seneste døgn har været 34 nye tilfælde i Aarhus.

Det er dog torsdag kort før klokken 13 endnu ikke tal fra SSI om antallet af smittede i de enkelte kommuner.

Aarhus har fulgt op på situationen ved at lancere flere nye tiltag. Blandt andet samarbejdes der nu med somaliske foreninger, der skal sørge for, at information når frem, da særligt borgere med somalisk herkomst er blevet ramt på det seneste.

Antallet af indlagte er torsdag steget med én til 24. Der er fortsat to på intensiv, som begge ligger i respirator.

Der er sket endnu et dødsfald, hvilket bringer det samlede dødstal op på 617.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Hvor mange er smittet med coronavirus

Antallet af smittede og karantæneramte i Danmark opdateres løbende hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Johns Hopkins University overvåger desuden sygdommen på verdensplan, og på universitets hjemmeside kan man følge sygdommen “live,” om man så må sige.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu