ANNONCE

Smittetal fordoblet på en uge

8. september 2020 22:46 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Det går hastigt med spredningen af Covid-19.

Smittetal fordoblet på en uge
29 kommuner er over kritisk grænse. Foto: Scanpix

Det såkaldte kontakttal, der bruges til at beregne, om Covid-19-smitte er til-, aftagende eller i stilstand, er tirsdag blevet opjusteret til 1,5. Det betyder, at hver smittet i Danmark i gennemsnit fører smitten videre til halvanden person.

Kort sagt er smitten i massiv spredning. Det er dog ikke nogen overraskelse. Statens Serum Institut (SSI) belyser emnet i en pressemeddelelse tirsdag aften. Her fremgår det sort på hvidt, at antallet af nye smittetilfælde i Danmark er fordoblet på en uge.

Der blev i uge 36 påvist 1.229 Covid-19-tilfælde i forhold til 609 tilfælde ugen før, skriver SSI. Hele 29 kommuner er nu over den såkaldt kritiske grænse for antal smittede. Dermed er de i særligt fokus. I fakta-boksen nederst kan du se, hvilke kommuner, der er tale om.

Lige nu er det først og fremmest Odense og en række kommuner i Hovedstadsområdet særligt på Vestegnen, der har en høj forekomst.

– Det er en bekymrende udvikling, vi har set i den sidste uge, og det er utroligt vigtigt, at vi får bragt smitten ned imens vi endnu kan. Udover at holde afstand og have rene hænder skal vi også prøve at begrænse vores kontakter i det daglige. Vi skal undgå sammenkomster med mange mennesker, siger Tyra Grove Krause, afdelingschef og overlæge på hos SSI.

De unges problem

Gennem et par uger har det været velkendt, at smitten i høj grad spredes blandt de 20 til 29-årige. Det skaber nogle udfordringer. Dels, fordi de ikke nødvendigvis opdager, de er syge, da aldersgruppen meget sjældent får alvorlige symptomer – hvis overhovedet nogle.

Samtidig er de unge i højere grad raske og sunde, og derfor bliver deres forløb ikke nødvendigvis hårde eller lange. Det er dog en stor risiko, fordi de unge mennesker risikerer uvidende at sprede smitten videre til de sårbare grupper.

Det er dog ikke det eneste problem.

I alt 27 procent af alle tilfælde i den seneste uge er i aldersgruppen 20 til 29, men der er dog set en stigning i alle aldersgrupper bortset fra gruppen af børn under 10 år, oplyser SSI.

– Selvom yngre personer uden underliggende sygdomme har en meget lille risiko for at få alvorlige komplikationer, er der stadigt meget vi ikke ved om mulige senfølger til Covid-19. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at holde smitten nede det kommende vinterhalvår, siger Tyra Grove Krause.

Fakta

29 kommuner over grænsen

Myndighederne har tirsdag oplyst om 243 nye smittede med coronavirus i Danmark.

Statens Serum Institut offentliggør hver dag en oversigt over antallet af smittetilfælde i landets 98 kommuner de seneste syv dage.

Sundhedsmyndighederne har en bekymringsgrænse ved 20 smittede per 100.000 indbyggere. Kommuner vil blive fulgt nøje, hvis de overskrider den grænse.

Her kan du se de 29 kommuner, der har flere end 20 smittede per 100.000 indbyggere i den seneste uge:

* Vallensbæk: 84,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Herlev: 82,9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Ishøj: 78,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Albertslund 68,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Glostrup: 65 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Odense: 64,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Rødovre: 64,1 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Hvidovre: 52,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Brøndby: 51,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* København: 48,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Roskilde: 47,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Gladsaxe: 46,4 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Frederiksberg: 35,7 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Lyngby-Taarbæk: 33,9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Furesø: 31,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Høje-Taastrup: 31,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Frederikshavn: 30,2 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Rudersdal: 28,3 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Greve: 25,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Hjørring: 24,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Gentofte: 24,1 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Ballerup: 22,6 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Odder: 21,9 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Slagelse: 21,6 tilfælde per 100.000 indbyggere

* Lejre: 21,5 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Faaborg-Midtfyn: 21,4 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Kerteminde: 21,0 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Helsingør: 20,8 tilfælde per 100.000 indbyggere.

* Bornholm: 20,3 tilfælde per 100.000 indbyggere.

Kilde: Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu