ANNONCE

Sådan er de aktuelle smittetal lige nu i Nordjylland

16. november 2020 10:24 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

Borgmester i Vesthimmerland vil have fri bevægelighed af arbejdskraft i Nordjylland og foreslår flere test.

Mandag bliver flere restriktioner i syv nordjyske kommuner lempet.

Det betyder, at skolebørn fra 5.-8. klasse igen må møde fysisk på skolerne, og at indbyggerne i de syv kommuner nu ikke længere frarådes at bevæge sig mellem kommunerne.

(I galleriet over artiklen kan du se restriktionerne/lempelserne. Længere nede i artiklen kan du se de aktuelle smittetal).

Kommunerne er Hjørring, Brønderslev, Frederikshavn, Thisted, Jammerbugt, Vesthimmerland og Læsø.

I Vesthimmerland ser borgmester Per Bach Laursen (V) ikke de store ændringer for kommunens indbyggere, fordi de fortsat opfordres kraftigt til ikke at rejse til andre dele af landet.

– Det betyder faktisk ikke det helt store for os i forhold til bevægeligheden.

– Vi har vand på den ene side og Viborg, Aalborg og Rebild til den anden side, hvor rigtig mange pendler til, så det rykker ikke det helt store, at vi nu kan rejse mellem de syv nordjyske kommuner, siger Per Bach Laursen.

Fri bevægelighed

Han håber, at regeringen snarest vil åbne for, at ansatte må bevæge sig frit.

– Det kan for eksempel være med en model, hvor man tester mere massivt for de borgere, der krydser grænserne, men vi skal have lukket op, så virksomhederne kan fungere igen, siger Per Bach Laursen.

Fakta

Lempelse i Nordjylland

  • Der i de 7 nordjyske kommuner er fundet 72 smittede pr. 100.000 i den seneste uge, hvor tallet for en uge siden var 115.
  • Der i de nordjyske kommuner er testet 41.713 fra 7.-10. oktober, hvor tallet ugen forinden var 12.816, svarende til mere end en tredobling.
  • Resultater af sekventeringen viser markant fald i andelen af personer smittet med minkvarianter i Region Nordjylland. I uge 44 var 21% af alle sekventerede prøver positive for minkvarianter i forhold til 53% i uge 42.
  • Alle mink i de 7 kommuner er forventeligt aflivet mandag d. 16. november 2020.

Det var i torsdags, at de lempede restriktioner blev meldt ud af sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

Begrundelsen var en positiv udvikling i smitteudviklingen – herunder at der ikke er fundet flere tilfælde af den muterede virus fra mink, som var regeringens begrundelse for at indføre restriktionerne i første omgang.

Indbyggerne i de syv kommuner opfordres fortsat kraftigt til ikke at bevæge sig uden for de syv kommuner. Den kollektive trafik til resten af landet er fortsat indstillet.

“Indsatsgruppen vil på baggrund af nye sekventeringstal for Nordjylland i løbet af uge 47 vurdere, om der er grundlag for at ændre den faglige indstilling fsva. de resterende restriktioner i de syv kommuner”, skriver Sundhedsministeriet på sin hjemmeside.

Samtidig er værtshuse, barer og biografer lukkede, og caféer og restauranter må kun sælge takeaway.

På ungdomsuddannelser som gymnasier må der maksimalt være 50 procent af eleverne på skolerne. De videregående uddannelser må ikke have de studerende på adressen.

I Brønderslev mener borgmester Mikael Klitgaard (V) ikke, at der er argumenter for, at der overhovedet er flere restriktioner i det nordjyske end i resten af landet.

– Der vil være nogle arbejdspladser, som vil få gavn af, at man nu kan bevæge sig på tværs af de nordjyske kommunegrænser, men vi har et stort problem med, at man ikke åbner arbejdsmarkedet til Aalborg.

– Der er ikke noget cluster (muteret virus fra mink, red.) heroppe, vi har et lavt smittetal med corona, og der er ingen mink tilbage. Der er ingen grund til, at vi er lukket mere ned end andre, siger Mikael Klitgaard.

Fakta

Smittetal i Nordjylland per 16. november 2020

Thisted: 129,1 (56).

Læsø: 111,7 (2).

Frederikshavn: 109,1 (65).

Vesthimmerland: 76,4 (28).

Jammerbugt: 41,8 (16).

Brønderslev: 30,3 (11).

Hjørring: 29,5 (19).

Kilde: Statens Serum Institut.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu