Smukke scener: Stavtrup mindedes de dræbte

25. april 2019 22:07 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

I Stavtrup blev der torsdag arrangeret fakkeloptog til minde om de dræbte i terrorangrebet i Sri Lanka.

Et stort og smukt fakkeloptog fandt torsdag sted, hvor beboere gik fra Stavtrup syd for Aarhus og til familien Holch Povlsens hjem Constantinsborg ikke langt der fra.

Fakkeloptoget var arrangeret lokalt og dermed ikke annonceret noget steds. Af respekt for familien. Anders Holch Povlsen, der ejer Bestseller, mistede sammen med sin kone tre børn i det forfærdelige bombe-angreb, der ramte Sri Lanka i påsken.

Det enorme fakkeloptog af primært lokale fik til sidst lov at gå ind gennem porten til familiens hjem, hvorefter mindeoptoget tog sit ophør. Undervejs var mange berørt – flere græd.

Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard sagde i en skriftlig udtalelse, da det blev klart, at familien havde mistet tre ud af fire børn, at der ingen ord findes, der kan beskrive den situation, som familien står i.

Ifølge Aarhus Stiftstidendes smukke beskrivelse af fakkeltoget viste både Anders og Anne Holck Povlsen sig på gårdspladsen. Med armene om hinanden.

Få minutter senere var det forbi.

I Brande var der torsdag mindeoptog. Bestseller er forankret i Brande.

I alt blev 253 – det officielle dødstal er grundet en regnefejl blevet nedjusteret torsdag – mennesker slået ihjel ved terrorangrebet, der ramte kirker og hoteller i Sri Lanka påskedag.

Fakta

Det ved vi om Sri Lanka-angreb

Her er et overblik over angrebene:

* Seks kraftige bomber eksploderede søndag 21. april i tre kirker og på tre femstjernede hoteller i Sri Lanka omkring klokken ni lokal tid. De blev fulgt op af yderligere to eksplosioner senere søndag. Mandag eksploderede en bil.

* De tre ramte kirker er St. Sebastian’s i Katuwapitiya, der ligger nord for hovedstaden Colombo, St. Anthony’s Kirke i Kochcikade, Colombo, og en kirke i Batticaloa på Sri Lankas østkyst.

* De tre ramte hoteller er Shangri-La Colombo, Kingsbury Hotel og Cinnamon Grand Colombo.

* Den ene af de to eksplosioner, som ramte flere timer efter de første angreb, ramte et mindre hotel i Colombo. Den anden var en bombe, som blev udløst, da politiet ville ransage en adresse i hovedstaden.

* I dagene efter angrebene er dødstallet løbende blevet opjusteret til 359, hvilket torsdag blev nedjusteret til “omkring 253”. Srilankanske myndigheder oplyser, at der er sket optællingsfejl. Det er en kombination af obduktionerne og dna-undersøgelser, der har ført til, at dødstallet nedjusteres.

* Langt hovedparten af ofrene kom fra Sri Lanka. Der er omkring 30 udlændinge blandt de døde, heriblandt tre børn af den danske Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen og hans kone.

* Lokale myndigheder mener, at en lokal islamistisk gruppe ved navn National Thowheeth Jama’ath (NTJ) står bag angrebene. Islamisk Stat (IS) har taget skylden for de koordinerede bombeangreb, og myndighederne er ved at undersøge, om IS har hjulpet lokale grupper.

* Siden søndag er mindst 76 personer blevet tilbageholdt af myndighederne i forbindelse med angrebene.

* IS har offentliggjort en video, som viser otte mænd med påstået forbindelse til angrebene. Mændene står under organisationens flag og erklærer troskab til den militante islamistiske bevægelses leder.

* Sri Lankas regering har meldt ud, at der var i alt ni selvmordsbombere, hvoraf otte er blevet identificeret. Én er en kvinde.

* Bombeangrebene har på ny skabt uro i landet, som de seneste år har slikket sårene efter en borgerkrig, som sluttede for ti år siden. Den blodige krig, som blev indledt af tamilske oprørere i 1972, kostede op mod 100.000 mennesker livet.

Kilder: Reuters, AFP, AP og BBC.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu