Sne og frost over landet: Her vil man stå op til hvidt landskab

9. december 2017 21:37 | Af: Matias Mortensen, mm@newsbreak.dk

Der er snebyger flere steder i Jylland lørdag aften, og sneen vil fortsætte med at falde natten igennem.

Lørdag nat ser ud til at blive særdeles vinterlig. Frostgrader og en del byger, der trækker ind over landet fra vest, vil formentlig resultere i vinterens første snefald, der får lov at ligge mere end blot et par timer, før det igen er smeltet. Det oplyser vagthavende meteorolog ved DMI Anja Bodholdt til Newsbreak.dk

– Det er sne- og sludbyger, der trækker ind over landet fra vest, siger hun.

Allerede nu er der faldet op til 1,5 centimeter sne flere steder i Jylland, og for eksempel ved Blåhøj nordvest for Billund har der ramt en ganske kraftig snebyge.

– I øjeblikket ligger temperaturen lige omkring frysepunktet i det meste af Jylland, så det er primært som sne, bygerne falder, siger Anja Bodholdt.

Det vinterlige vejr har fået Syd- og Sønderjyllands Politi til at advare om glatte veje, og Vejdirektoratet melder også om glatte veje i mange dele af landet.

I løbet af natten vil temperaturen formentlig falde en smule mere ned til et par graders frost, og dermed forventer Anja Bodholdt, at man nogle steder i landet vil stå op til et snedække på op til omkring fire centimeter søndag morgen. Og med en dagtemperatur, som højest vil snige sig en enkelt grad eller to over frysepunktet, har sneen gode muligheder for at blive liggende dagen igennem.

Det er dog hovedsageligt i Jylland, at snebygerne vil komme, mens det formentlig vil holde tørt i de østlige egne af landet.

Både søndag, mandag og tirsdag, er der udsigt yderligere sne eller slud over landet.

 

 

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu