ANNONCE

Snydt for 1,5 millioner i løn

19. december 2019 08:27 | Af: Newsbreak.dk

En dansk restaurantejer lod thailandsk kok arbejde syv dage om ugen til 13.000 kroner om måneden, selv om kokken var ansat på beløbsordningen.

Snydt for 1,5 millioner i løn
Den thailandske kok Surachai "Nok" Thongphap nåede at arbejde for sin danske arbejdsgiver i fire år. Her blev han ifølge 3F snydt for over 1,5 millioner kroner i løn, selv om han var ansat med et stempel i passet fra de danske udlændingemyndigheder, der skulle sikre ham en løn på over 31.000 kroner om måneden. Foto: Malene Lauritsen/Fagbladet 3F

(Citathistorie fra Fagbladet 3F)

Den thailandske kok Surachai “Nok” Thongphap blev snydt for over 1,5 millioner kroner i løn, da han arbejdede for en dansk ejer af restaurantkæden Thai4You.

Han endte med at arbejde på en restaurant i Hillerød i fire år til en timeløn på 50 kroner. Det skriver Fagbladet 3F.

Artiklen fortsætter under videoen

– Jeg havde tre fridage om året. Juleaften, juledag og nytårsaften. Ellers skulle jeg arbejde hver dag, fortæller Nok, der arbejdede op til 290 timer om måneden.

Systematisk svindel

Som Fagbladet 3F tidligere har afsløret, bliver kinesiske kokke groft udnyttet på danske sushi- og kinarestauranter landet over via beløbsordningen.

Her må de arbejde for ned til 20 kroner i timen i alle ugens dage, mens de ofte samtidig bliver tvunget til at betale penge tilbage til deres chefer.

Myndighederne mistænker, at udnyttelsen af kinesiske kokke og deres ægtefæller foregår “systematisk” i Danmark.

Men andre restauratører end de kinesiske bruger tilsyneladende samme finte til at snyde deres ansatte via den såkaldte beløbsordning.

Sådan var det også for Nok, der havde en opholdstilladelse på beløbsordningen, som på papiret skulle sikre ham gode vilkår i Danmark:

37 timers arbejdsuge, en månedsløn på 31.300 kroner og fem ugers fri hvert år.

Det var mindstekravet til at få opholdstilladelse i Danmark via beløbsordningen, da Nok blev ansat i 2015. Men langt fra den virkelighed, som Nok endte med at arbejde under.

Vanvittige arbejdsvilkår

I stedet forklarer han, at han havde en arbejdsuge over 65 timer, ingen fridage og en samlet løn hver måned på ca. 13.000 kroner. Penge han fik udbetalt kontant.

– Jeg havde ikke adgang til min lønkonto eller mit NemID. Jeg så aldrig et papir fra Skat eller andre myndigheder. Og jeg fik aldrig en rigtig lønseddel. I stedet fik jeg små håndskrevne sedler fra min chef, hvor der stod, hvad jeg skulle have i løn, fortæller Nok.

Noks sag endte på 3F Nordsjællands næstformand, Ronny Iversens, bord.

– Vi kunne hurtigt se, at Nok blev snydt for mange penge hver måned, siger han.

Derfor valgte Ronny Iversen og 3F at køre en faglig sag på Noks vegne.

Her lyder kravet imod ejeren af Thai4You, Tue Kalmo, på 1,5 millioner kroner i efterbetaling af løn, som Nok ifølge 3F burde have fået udbetalt i henhold til sin kontrakt.

Chefen ikke vendt tilbage

Restaurantkæden Thai4You har en række restauranter med thaimad i Helsingør, Hillerød, Klampenborg, Hellerup, København og Valby.

Fagbladet 3F har kontaktet ejeren, Tue Kalmo, som Surachai “Nok” Thongphap arbejdede for.

Men han er ikke vendt tilbage på opkald, sms’er eller telefonsvarerbeskeder.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu