Sø centrum for politiindsats i kidnapningssag

23. januar 2019 20:49 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Politiet leder efter spor i en meget omtalt kidnapning.

Flere dykkere var onsdag i søen Langvannet i Lørenskog øst for Oslo. Her leder de efter spor, som kan knyttes til det, som politiet formoder er en bortførelse af den norske kvinde Anne-Elisabeth Hagen.

Det skriver det norske nyhedsbureau NTB.

– Vi leder ikke efter Anne-Elisabeth Hagen i vandet, men efter relevante spor, som kan knyttes til sagen.

– Dykkere fra Oslos brand- og redningsafdeling vil søge i dagtimerne i dag og de næste dage, oplyser Christian Berge, overbetjent i politidistrikt Øst, til NTB.

68-årige Anne-Elisabeth Hagen, der er gift med milliardæren Tom Hagen, forsvandt fra sit hjem i Lørenskog 31. oktober sidste år. Politiet har ledt efter hende i over to måneder.

Ægteparrets bolig grænser op til søen.

– Vi anser derfor dele af søen som en udvidet del af gerningsstedet, hvorfor det er naturligt at undersøge den nærmere, siger Christian Berge til NTB.

Er ikke tæt på at opklare sagen

Anders Bru, indsatsleder i politidistrikt Øst, oplyser til NTB, at politiet ikke kommer til at kommentere eventuelle fund.

De norske myndigheder afslørede onsdag den 9. januar, at de efterforsker en sag om bortførelsen af Anne-Elisabeth Hagen.

Ifølge politiet er der fremsat alvorlige trusler og krav om løsepenge i form af kryptovalutaen monero. Det har siden været meget begrænset med information fra gerningsmændene.

To personer, som er blevet set på videoovervågning uden for Tom Hagens arbejdsplads, Futurumbygget, den dag hans hustru forsvandt, er fortsat efterlyst af politiet.

– Vi er ikke tæt på en opklaring, sagde politimester fra politidistrikt øst, Steven Hasseldal, tidligere på ugen, til Vg.no. 

Vg. no skriver også, at Tom Hagen kom hjem til et tomt hus onsdag 31. oktober 2018. Hans hustru var væk, og efterladt var et brev fra dem, der angiveligt har kidnappet hende. Det sidste livstegn, der har været fra Anne-Elisabeth Hagen, kom dagen efter. Siden ved ingen, hvad der er blevet af hende.

Politiet har indtil mandag modtaget 1227 tips i sagen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu