ANNONCE
Københavns Politi søger nu vidner, der ad flere omgange var tæt på at blive kørt ned af en hensynsløs bilist, der drønede gennem København nytårsnat. Det skriver politiet på Twitter tirsdag formiddag.
En mand er blevet sigtet for at ræse gennem København med alt for høj fart og også over for rødt lys. Manden er ifølge EB.dk også blevet sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand. For i forbindelse med anholdelsen var manden i bilen – en rød Honda Jazz – ved at påkøre betjente, der ville anholde ham.
– Det startede på Langebro, og så fortsatte eftersættelsen indtil han nåede Trianglen, sagde vagtchef Henrik Stormer til Ekstra Bladet 1. januar.
Nu er ordensmagten i gang med at bygge en sag mod manden, og i den forbindelse er der brug for personer, der har været udsat for fare i forbindelse med biljagten.
I alt leder politiet efter tre specifikke vidner, der har været nær ved at blive kørt ned – de undgik formentlig kun at komme til skade, da de undveg.
Vi søger to kvinder, der i tidsrummet 4.30-5.30 krydsede Nørre Farimagsgade i et fodgængerfelt, men måtte undvige bilen, da den kørte frem mod dem med uændret hastighed ca. 40-50 km/t. Den ene af kvinderne trak en cykel #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) January 5, 2021
Desuden søger vi en mand, der i samme tidsrum gik på fortovet på Øster Farimagsgade ved Gothersgade og måtte undvige samme Honda Jazz, da den skred ud og var ved at påkøre ham. Kontakt os på 1-1-4, også hvis du har andre oplysninger i sagen #politidk
— Københavns Politi (@KobenhavnPoliti) January 5, 2021
ANNONCE