ANNONCE

Søger vidner: Voldsomt overfald på 13-årig

17. juli 2020 16:54 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

En 13-årig dreng brækkede næsen og fik stjålet både telefon og bæltetaske.

Søger vidner: Voldsomt overfald på 13-årig
Politiet efterforsker nu sagen om det voldsomme overfald. Genrefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Et brutalt overfald på 13-årig har nu fået politiet til at søge vidner. Den 13-årige fra Helsinge blev overfaldet på det offentlige toilet, der ligger ved amfiteatret i Folkeparken i Roskilde. Her blev drengen passet op af en gruppe unge mænd, som overfaldt den 13-årige med slag og spark.

Drengen blev endvidere truet med en kniv, mens de fratog ham hans iPhone og en bæltetaske af mærket Gucci, inden de stak af fra stedet. Det voldsomme overfald gjorde, at drengen blev undersøgt på hospitalet, hvor det stod klart, at han havde brækket næsen.

Overfaldet fandt sted tirsdag den 14. juli 2020 omkring klokken 18.30 og selvsamme aften anmeldte den 13-åriges mor sagen til politiet i forbindelse med, at hendes søn blev afhørt af politiet.

– Det var mørkt på toilettet, så signalementet af gerningsmændene er sparsomt. De beskrives som: 7-8 unge mænd i alderen 14-16 år. Iført mørkt tøj og maskering, kun med øjenomgivelserne synlige. De havde både lys og mørk hud. Nogen talte dansk andre talte dansk med udenlandsk accent, lyder det i politiets beskrivelse af sagen.

Politiet efterforsker i øjeblikket den meget grove sag om overfald på den blot 13-årige dreng. Vidner som har bemærket en gruppe af unge mænd i Folkeparken tirsdag aften omkring klokken 18.30, eller i området omkring Folkeparken før og efter gerningstidspunktet bedes kontakte politiet.

Politiet kan kontaktes på telefonnummer 114.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu