ANNONCE

Søger vidner

25. september 2020 09:44 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Nordjyllands Politi søger vidner til et overfald på Vangen i Nørresundby.

Søger vidner
Overfaldet skete i fuldt dagslys. Foto: Presse-fotos.dk

En 29-årig mand fik først sprøjtet peberspray i ansigtet, efterfølgende blev han overdynget af en byge af spark og slag, da han mandag den 14. september 2020 blev overfaldet på åben gade ved Vangen 97 i Nørresundby.

Overfaldet skete i fuldt dagslys, omkring klokken 16.25 om eftermiddagen.

Nu søger Nordjyllands Politi vidner i sagen, hvor tre personer allerede sidder varetægsfængslet.

De tre, der er henholdsvis 27, 29 og 29 år gamle, blev anholdt torsdag. Men politiet mistænker, at flere gerningspersoner kan være på fri fod.

Leder af politiets efterforskning, politikommissær Kenneth Rodam oplyser, at overfaldet formentlig er begået af mellem fem og otte personer.

Politiet har ikke signalement af de øvrige mulige gerningspersoner, men opfordrer borgere til at henvende sig i sagen:

– Vi opfordrer borgere, som har været i området omkring Vangen 97 i Nørresundby sidste mandag i tiden omkring kl. 16.25 om straks at henvende sig til os, hvis de har set noget, siger politikommissær Kenneth Rodam i en pressemeddelelse.

Offeret måtte efter overfaldet syes med flere sting i baghovedet.

Politiet kan som altid kontaktes på telefon 114, hvis man har informationer i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu