ANNONCE

Søgte gækkebreve til patienter: Så gik det amok

10. april 2020 11:48 | Af: Newsbreak.dk

Patienterne på Hammel Neurocenter har nu modtaget en 'påske-parade' af 115 påske-kreationer fra lokalmiljøet, som de kan nyde synet af i en svær tid.

På Hammel Neurocenter må patienterne lige nu ikke få besøg af deres pårørende på grund af risikoen for smitte med coronavirus.

Udover at det kan være hårdt ikke at få besøg af sin familie eller venner midt under coronakrisen, så kan det for tiden være ekstra hårdt for patienterne, fordi de normalt ellers plejer at få besøg i påsken.

Derfor har Rikke Rosenkilde, der er afdelingssygeplejerske på Hammel Neurocenter, taget initiativ til at indsamle blandt andet gækkebreve og påske-tegninger, som patienterne kan nyde synet af på gangene.

Det skriver TV2 Østjylland.

– Vi ville gerne skabe noget glæde på en anden måde, nu hvor patienterne ikke kan få besøg af deres pårørende, siger Rikke Rosenkilde til TV2 Østjylland.

De meget kritiske patienter er dog undtaget og kan godt få besøg på grund af deres tilstand.

Rikke Rosenkilde og hendes kollegaer har derfor bedt lokalmiljøet i Hammel om hjælp, og nu har de modtaget 115 forskellige, hjemmelavede påske-kreationer.

– Det er helt fantastisk. Folk har virkelig gjort noget ud af det. Vi er helt væltet bagover af godhed fra folk, siger Rikke Rosenkilde til TV2 Østjylland.

I galleriet ovenfor kan du se billeder af de mange kreationer.

Masser af hilsner

Neurocentret har blandt andet modtaget gækkebreve, påske-tegninger, perleplader lavet som påskeæg, malerier og papirfoldede fugle og kyllinger.

Mange har også sendt små hilsener til patienterne sammen med de ting, de har sendt.

De 115 påske-kreationer er nu blevet hængt op på Hammel Neurocenters lange glasgang som en “påske-parade”.

– Det er en gang, der bliver brugt af mange – også til at gangtræne i, forklarer Rikke Rosenkilde.

Påske-kreationerne er alle blevet lagt i Hammel Neurocenters postkasse i en pose, hvorefter personalet har hentet tingene iført handsker og lagt dem til side i 48 timer for at være sikker på, at de ikke førte coronavirussen med ind til patienterne.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu