ANNONCE

Pressemøde handlede særligt om tests

25. marts 2021 16:31 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Smittetrykket er ikke lige højt i hele Danmark

Pressemøde handlede særligt om tests
Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, forventer, at smitten vil stige efter påske. Foto: Scanpix.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger på pressemøde om status på corona-epidemien, teststrategi og lokale nedlukninger:

– Der har været en lille stigning i de seneste uger, men det er ikke noget, vi er bekymrede over. Kontakttallet for hele landet er 1,1. Hvis vi zoomer ind på Region Hovedstaden, så er kontakttallet 1,2. Så det er her, vi har de højeste smittetal. Og vi ser nu, at smitten breder sig på tværs af kommunerne på Vestegenen, siger Magnus Heunicke.

Han peger på, at det er årsagen til, at der nu også gennemføres lokale nedlukninger i Brøndby, Ishøj og Vallensbæk.

Magnus Heunicke opfordrer på pressemødet borgere i de hårdest ramte områder til at blive testet jævnligt, mens smittetrykket er højt.

Ifølge Magnus Heunicke har myndighederne valgt at lukke skoler og instittutioner i flere af de hårdt ramte kommuner som et led i den strategi, der skal genåbne Danmark mere og mere.

– Hvis samfundet skal kunne genåbne, skal vi hurtigt og markant kunne lukke ned, siger Magnus Heunicke på pressemødet.

Vælg test på den rigtige måde

Justitsminister Nick Hækkerup siger på pressemødet, at det er vigtigt, at man er fleksibel, når man vælger, hvor og hvornår man vil testes.

Ministeren opfordrer folk til at blive testet men at vælge teststeder og testtidspunkter, hvor der er plads og tid til det.

Ifølge Nick Hækkerup kan Danmark kun blive genåbnet, hvis danskerne bliver testet ofte.

– Hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger Nick Hækkerup.

“Tak og god påske”

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, siger på pressemødet, at der med påsken for døren er udsigt til flere smittede.

Han siger også, at juledagene viste, at danskerne godt kan holde afstand, bruge håndsprit og mundbind og generelt udvise forsigtighed, også når de ses med flere end normalt.

Søren Brostrøm roste på pressemødet danskerne for, at de har taget de mange forskellige tiltag, der skal hindre spredning af coronavirus covid-19, til sig.

“Tak og god påske,” siger Søren Brostrøm.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu