ANNONCE

Ståle indrømmer: -Jeg løj

29. juni 2020 05:34 | Af: Ritzau Fokus

Ståle Solbakken vil fokusere på andre ting end guld i resten af superligasæsonen efter nederlag til FCM.

Hos FC Midtjylland ville man ikke tage ordet guld i munden, selv om forspringet i Superligaens top nu er på 11 point ned til FC København efter søndagens 2-1-sejr i Parken.

Anderledes var det hos FC København, hvor træner Ståle Solbakken ikke længere tror på, at hans hold kan komme tilbage med kun seks runder tilbage.

Op til kampen var hans ellers citeret for at sige, at søndagens kamp ikke var en matchbold til FCM.

– Jeg løj. Det går ikke. Løbet er kørt. Men der er stadig meget andet at spille for. Vi har spillere, der kommer tilbage fra skader, vi skal spille to gange mod AGF, som kommer bagfra, og vi er stadig med i Europa League, siger Ståle Solbakken.

Han så sit hold have meget svært ved at komme til muligheder mod FCM, der til gengæld havde chancer til at vinde større.

– Jeg er ikke glad. Vi manglede noget power, og der var for meget nips. Vi skal sætte meget flotte angreb op med stærke pasninger for at komme til chancer, vurderer FCK-træneren.

-En skændsel

Han var stærkt utilfreds med måden, som midtjyderne kom foran på efter godt en halv time.

På banens midte helt ude i siden gled Frank Onyeka let forbi Jens Stage, inden han stormede ned mod FCK-målet, så Sory Kaba kunne score på en ripost.

– Det var en skændsel, at vi gav et mål væk på den måde. Stage skulle stoppe ham, men havde allerede fået et gult kort, som kom til at præge ham. Måske skulle jeg have taget ham ud.

Og så er Solbakken fremme ved en anden problematik. Skader har gjort, at han stort set ikke har haft alternativer til positionerne på midtbanen og i angrebet, og det blev ikke bedre af, at anfører Zeca søndag afsonede karantæne.

– Robert Mudrazija var den eneste midtbanespiller på bænken, og han ville højst være i stand til at spille en halv time.

– Det var det samme med Jonas Wind, men han fik alligevel en halvleg, så vi har været hårdt præget af skader. Vi har kæmpet mod meget i sæsonen, siger Solbakken.

Anerkender FCM

Han anerkender dog også FCM’s præstation uden at falde på halen.

– De spillede en ok kamp, men man faldt ikke bagover, siger Solbakken og bliver mere generel:

– De spiller med meget power, har nogle meget hurtige spillere på bolden og er meget stærke på dødbolde.

FCK skal i næste runde til Aarhus og møde AGF, der på tredjepladsen er syv point efter FCK.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu