ANNONCE

Soldater hjalp politiet i aktion

8. november 2020 10:00 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tre mænd og en kvinde er blevet anholdt i Nordvestsjælland. De sigtes i stor sag om hash og våben.

Soldater hjalp politiet i aktion
. Ved aktionen deltog også Forsvarets Advanced Search Team fra Ingeniørregimentet i Skive i fællesskab med politiet. Genrefoto.

I en større sag om hash og våben har specialister fra Ingeniørregimentet hjulpet politiet under ransagninger i Kalundborg-området.

Det oplyser politiafdelingen Særlig Efterforskning Vest søndag i en pressemeddelelse.

– Vi vurderer, at indsmuglingen af narkotika og videresalget til aftagere flere steder i landet har fundet sted over en længere periode. Jeg er meget tilfreds med lørdagens aktion, som er et resultat af længere tids målrettet efterforskning, siger chef for og politiinspektør ved Særlig Efterforskning Vest, Carit Andersen i pressemeddelelsen.

Tre personer fra Nordvestsjælland samt en udenlandsk statsborger blev anholdt under aktionen, der fandt sted lørdag. Her blev der ud over hash og hård narko fundet pistoler, en revolver samt rifler.

Det er Forsvarets Advanced Search Team, der har bistået politiet, oplyser  Carit Andersen.

Særlige evner

Carit Andersen ønsker ikke at gå i detaljer med, hvad soldaterne kunne, som politiets egne folk ikke er i stand til.

– Den taktiske og den operationelle side af sagen kan jeg ikke fortælle om, siger han til Ritzau.

Enheden er, som navnet også antyder, uddannet i og udrustet til at søge efter skjulte genstande i bygninger, fartøjer og i terrænet, har Forsvaret tidligere oplyst.

Også tidligere har specialisterne hjulpet politiet. Det skete i forbindelse med eftersøgning af en kniv i sagen om drabet på Louise Borgilt i Herlev ved København.

Grundlovsforhør

I den aktuelle sag om især hash og våben fandt anholdelserne sted på flere forskellige adresser lørdag eftermiddag.

Politiet mener, at indsmugling af stoffer er sket over en længere periode. Salget skal være sket til personer flere steder i landet, hedder det.

Retten i Aarhus skal søndag i et retsmøde afgøre, om der er grundlag for at fængsle de fire anholdte, tre mænd og en kvinde. Mændene er i alderen fra 46 til 20 år, mens kvinden er 36 år.

Umiddelbart ønsker politiinspektøren ikke at røbe, hvad der ligger i pressemeddelelsens oplysning om, at “en større mængde hash” blev beslaglagt.

De fire anholdte bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus søndag formiddag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu