ANNONCE

Spanien registrerer godt 500 døde på et døgn

13. april 2020 12:19 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk og Ritzau Info

I alt har Spanien bekræftet knap 17.500 coronadødsfald i løbet af det igangværende virusudbrud.

Det går fortsat op og ned med antallet af daglige coronadødsfald i Spanien.

Efter en stigning søndag falder antallet således igen mandag.

517 personer er det seneste døgn døde efter at have været smittet med coronavirus. Det oplyser det spanske sundhedsministerium.

Det er et fald fra 616 coronadødsfald søndag. Inden da var antallet af nye coronadødsfald faldet tre døgn i træk, men det er tilsyneladende endnu svært at blive klog på, hvordan kurven ser ud i Spanien.

17.489 døde

I alt er 17.489 coronasmittede personer bekræftet døde i Spanien under det igangværende udbrud af coronavirus.

Spaniens socialdemokratiske premierminister, Pedro Sanchez, understregede søndag, at landet stadig er “langt fra sejr”.

– Vi er langt fra et tidspunkt, hvor vi kan genoptage vores normale liv, men vi har taget de første afgørende skridt på vej mod sejr.

– Vi glæder os alle til igen at kunne gå ud på gaden. Men vores vilje til at vinde den her krig og undgå tilbagefald er endnu større, lød det fra den spanske premierminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

Overgået af USA

Antallet af personer, der er blevet bekræftet smittet med coronavirus i Spanien, lyder sammenlagt på knap 170.000. Det er kun overgået af USA. Det er dog forskelligt, hvordan og hvor mange de forskellige lande tester.

Premierminister Pedro Sanchez har forlænget en nødretstilstand i Spanien til den 26. april. Den indebærer, at spanierne skal holde sig indenfor og kun bevæge sig ud for at købe mad og medicin.

Coronavirusset brød oprindeligt ud i millionbyen Wuhan i det centrale Kina i slutningen af december sidste år.

Siden da har det spredt sig hastigt til lande over hele kloden.

115.000 døde

På verdensplan er knap 1,85 millioner personer blevet bekræftet smittet med coronavirus. Knap 115.000 smittede personer har mistet livet.

I Danmark er 273 personer bekræftet døde efter at have været smittet.

Coronavirus i Danmark

Sygdommen kom officielt til Danmark den 27. februar 2020. Jakob Tage Ramlyng, ansat ved TV2, fik æren af at være den første person, der officielt blev ramt af coronavirus covid-19 (tidligere 2019-nCoV), og han blev den 5. marts også den førte dansker, der officielt slap af med sygdommen igen.

Symptomer på coronavirus

Oplever du følgende symptomer, kan det være fordi, du lider af sygdommen:

– Feber
– Tør hoste
– Besværet vejrtrækning
– Åndenød

Hvis du oplever symptomerne, er det vigtigt, at du ringer til din egen læge, eller vagtlægen, inden du begiver dig ud offentligt. Herefter bliver der truffet beslutning om, hvad du kan gøre.

Fakta

Brød ud på marked

Hele miseren om den berygtede coronavirus 2019-nCoV startede i slutningen af 2019, da verdenssundhedsorganisationen, WHO, blev alarmeret om flere udbrud af lungebetændelse i Wuhan i Kina.

Til stor bekymring for organisationen var der ikke andre eksisterende virusser, der mindede om den, der lå bag udbruddene af lungebetændelse. Det bekymrende var, at det var svært at danne sig et overblik over, hvilken effekt virussen har på mennesker, hvis den er ukendt.

Den 7. januar 2020 var der dog gennembrud i sagen om coronavirus 2019-nCoV, da kinesiske myndigheder havde identificeret virussen til at være en coronavirus. Virussen blev på daværende tidspunkt sat i familie med SARS og MERS, som er nogle af verdens farligste sygdomme. Her modtog virusset også navnet coronavirus 2019-nCoV.

Den viden, man i foråret 2020 havde samlet sammen om sygdommen viste, at det først og fremmest er ældre og svagelige mennesker, der risikerer at blive hårdt ramt af sygdommen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu