ANNONCE

Her er avisernes dom over Braithwaite

8. marts 2020 07:10 | Af: Ritzau Fokus

Martin Braithwaite kåres som den bedste spiller under FC Barcelonas kamp lørdag af spanske avislæsere.

Her er avisernes dom over Braithwaite
Martin Braithwaite havde flere gode forsøg for Barcelona mod Real Sociedad lørdag - og det er blevet bemærket i flere spanske sportsaviser. Foto: Lluis Gene/AFP

Lørdag var en stor dag for den danske fodboldspiller Martin Braithwaite, da han for første gang var med fra start for FC Barcelona.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Han fik 89 minutter på banen i Barcelonas 1-0-sejr over Real Sociedad i den spanske liga.

Flere gange – særligt i første halvleg – sendte han flere advarsler afsted mod Sociedad-målet. Og det bliver bemærket i de spanske sportsaviser.

Barcelona-avisen Sport roser danskeren for at være den mest aktive og livlige spiller i første halvleg.

– Hans entusiasme og mobilitet var et friskt pust i forhold til hans holdkammerater, der var for apatiske i mange faser, skriver avisen.

– Han var hurtig og levende og skabte konstant plads til sig selv. Hans bevægelighed skabte rum, og Messi vidste, hvordan han skulle finde ham.

Tabte energien

Til gengæld mener Sport, at han tabte den gode energi i anden halvleg. Alligevel vurderer avisen, at Braithwaite overordnet klarede det godt.

I Madrid-avisen Marca kåres Braithwaite som kampens bedste spiller i en afstemning blandt læserne.

Her kåres han således over spillere som både Lionel Messi og Gerard Pique, der rangeres som kampens henholdsvis nummer to og tre.

– I en overordnet flad præstation er en af de spillere, der skilte sig ud, den nye Martin Braithwaite, som startede inde for første gang, siden han rykkede fra Leganes i februar, skriver avisen.

– Danskerens spil var fuld af kraft, kvalitet og en følelse af farlighed, før han blev udskiftet i de sidste minutter. Han vil være mere tilfreds med sin første halvleg end sin anden, lyder vurderingen.

I Barcelona-avisen Mundo Deportivo er der også tilfredshed at spore over Braithwaites præstation.

Her hyldes særligt hans fysiske præstation og vilje til at afslutte, men også her bemærkes det, at han tabte pusten i anden halvleg.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu